FørJegBlevLøjtnant

7* Op, sorte Kathrine, Til Helvedes Pine, Halan Bugline. D a Ankeret ikke rørte sig, tog e Matros- Underofficererne fat, ikke med Næverne, men med Kæ ften, og tildængede Folkene med Skældsord, som : Slave, Bandit, Poet, Student, Kandidat, Bonde, Soldat! D e første vare de m ildeste; de sidste de mest graverende. Et lille Pust, og paa ny lød S a n g en : Og Maren den Ko, Og Præsten den So, Hæng op de to. D e t hjalp, o g et Hurra meldte, at nu gled Ankeret*). Da Grunden slap, o g Klyveren blev hejst, snurrede Forskibet rundt paa en Trosse, der holdt Korvettens Agterskib op imod Toldboden . Med strygende Fart passerede vi Tre­ kroner, saluterede Kjøbenhavn K lokken otte og Kronborg K lokken elleve om Formiddagen. Morgenstund har Guld i Mund, men ikke Mad for Mogens, og jeg var nær død af Sult paa min Post ved Vinen.

*) Det Slid besørger nu Dampen.