FørJegBlevLøjtnant

9i Klokken to gik jeg derfor gennem Bred­ gade med de fine Folk ud paa Langelinje, til hvilken man for at komme ind maatte have et Femdalers Kort eller være Militær, hvad jeg jo nu var. Paa Promenaden, som dengang ikke havde Burmeister og Wains kedelige Værksteder til at skæmme Udsigten over Sundet, traf jeg mine fire nybagte Kammerater, der ogsaa skulde vise Uniformen, og vi havde da den Glæde, at Folk saa’ paa os, som vi mente, i lutter Beundring. Det var imidlertid for saa smaat at le, fordi vi, stive af Kulde og med røde Næser, gik uden Overtøj. Men efter Festens lyse Side kom den mørke. Næppe havde Akademiet begyndt strax efter Nyaar, før vi skulde begraves og døbes; men i de femten Graders Kulde syntes man dog, det var vel grovt. Desto værre kom Løjtnant Penich, Skrive-. lærer og Chefens Adjutant, ned i Gaarden og udtalte en passant sit foragtelige: «Sikke Kæl- lingeri!» Saa hjalp ingen kære Mo’er; vi maatte herunter i Sneen, og da var Klokken ti. Først Klokken fem mærkede je g noget, der hed