FinsenInstitutet

venolerne fra den venøse side; eller at de mangler eller har daarligt udviklede arterio-venøse anastomoser, hvilket kunde tænkes, fordi de ved Vanggaards forsøg overhovedet ikke reagerer paa den indirekte opvarmning. Dette kan muligvis ogsaa skyldes, at de a-v. anastomoser staar permanent dilaterede og har mistet evnen til at kontrahere sig, men det er lidet sandsynligt, da man i saa fald næppe vilde faa en saa udtalt dilatation af arterioler og kapillærer. De a-v. anastomosers kapacitet er saa mange gange større end kapillærnettets, at det hydrostatiske tryk, ifald den sidstnævnte betragtning virkelig var til­ fældet, ikke vilde komme til at belaste arteriolerne i en saadan grad, at dilata­ tion af et saadant omfang vilde opstaa. Her er et problem, som bør tages op, men saa meget kan nu siges, at jonto­ phorese med kardilaterende midler ikke bør gives kritikløst til enhver pt. med kolde ben, da man naturligvis kun kan opnaa at skade pt. yderligere, om man behandler pt. med i forvejen dilaterede kapillærer dermed, og ingen af de 4 ptt., som her er undersøgt, har følt nogen lindring — tværtimod ophørte én allerede efter 5 behandlinger, idet hun fandt, at tilstanden forværredes. Et interessant forhold frembyder de 4 ptt. med Mb. Raynaud. Alle var i 1. stadium (de spastiske kontraherede arterioler og kapillærer). Hos disse ptt. reagerede de a-v. anastomoser, som venteligt, meget hurtigt og kraftigt paa den indirecte opvarmning, gennemsnitlig efter 12 min. før jonto- phoresen. Disse kar er saa at sige vant til at »tage stødet«, naar en øget perifer circulation skal etableres. Men ydermere interessant var, at man efter jonto-

330