FinsenInstitutet

hvilke der maa gøres nøjere rede. Det er ptt., der klager over kuldefølelse sv. t. de perifere extremitetsomraader; de frembyder dog foruden dette fællestræk objective tegn, som man nøje maa mærke sig, idet de betinger en afgørende for­ skel i flere henseender. Nogle eller rettere de fleste har faktisk kolde hænder og fødder, de er klam­ me selv i normal stuetemperatur, og i kulde bliver de udtalt cyanotiske, og deres lidelse er som oftest alene localiseret til hænder og fødder. Men der er en del af disse ptt., hvis egne klager er kuldefølelse sv. til crura og fødder, som naar man føler paa deres hud slet ikke er kolde, men oftere endda varmere end sædvanligt. Huden er ej heller klam, men tør og normal. De faar i reglen diagnosen perniosis cruris, fordi deres crura er, som man siger, infiltrerede og misfarvede, men ser man nøje til, er det ikke egentlig cyanose, men en ganske fin rødlig kartegning, som vel kan faa et cyanotisk skær, men iøvrigt slet ikke ligner rigtig cyanose, og den saakaldte infiltration er et simpelt let oedem. Denne gruppe ptt. er ganske forskellig fra de klamme hænder og fødder, og det er meget uheldigt at benytte diagnoser som akrocyanose og perniose uden at gøre sig dette klart. Den første gruppe med de virkelig kolde, klamme, blaalige hænder og fødder (som regel unge kvinder) har paa grund af fordampning fra huden et meget betydeligt varmetab, som de faktisk har svært ved at dække, fordi deres arte­ rioler og kapillærer er spastisk kontraherede, og derfor er de kolde. Den anden gruppe har derimod permanent dilaterede arterioler og kapil­ lærer, det er dem, der tegner sig gennem huden, og de har ved straaling fra dette voldsomt vasculariserede væv en betydelig varmeafgift, hvorfor de føler sig kolde, men de kan dække varmetabet paa grund af den store blodtilførsel og føles derfor ikke kolde, naar man undersøger dem. A f de 4 ptt. med denne tilstand var de 2 damefrisørinder, 1 fabriksarbejderske med staaende arbejde, 1 havde tidligere staaet i aarevis paa et stengulv. Deres crura frembød denne typiske fine kartegning, som af og til sløredes af oedemer, og alle erklærede de, at naar de havde ligget nogen tid, forsvandt oedemerne, og misfarvningen aftog. I en varm stue frøs de ikke, hvilket de ptt. med den klamme hud netop saa typisk — til egen forundring — gør med deres stadige fordampning fra overfladen. Denne gruppe ptt. med den fine kartegning og oedemer, som vist nærmest dækkes af det, som i forannævnte skema kaldes erythrocyanose, har en tilstand, som maa bestaa deri, at de af en eller anden aarsag har faaet en kapillær- og arterioledilatation som følge af det hydrostatiske tryk under deres staaende arbejde. Hvorfor de faar dette, kan ikke siges, men man kan tænke sig enten, at de rent konstitutionelt har tyndvæggede arterioler og kapillærer, som ikke kan bære de hydrostatiske tryk saavel »forfra« som »bagfra« via

329