FinsenInstitutet

Tebamin er her anvendt dels som spray paa pharynxvæggen med en io % opløsning to gange dagligt, dels som intralaryngeale penslinger med samme op­ løsning to gange dagligt. Det er forbavsende, at man i et af disse tilfælde, hvor der fandtes en florid lupus vulgaris i rapid udvikling i svælg og strube, var i stand til med denne Tebaminbehandling at helbrede sygdommen. Tilfældet drejer sig om en 23-aarig 2 , som toges i Tebaminbehandling den 19/10 1944. Hun havde paa dette tidspunkt en udtalt larynxlupus, som havde nødvendiggjort tracheotomi V2 aar tidligere. Ved Tebaminbehandlingens be­ gyndelse var hun i et meget daarligt stadium. Det er en gammel erfaring, at naar en lupus laryngis først nødvendiggør et operativt indgreb som tracheotomi, da er individets modstandskraft overfor sygdommen ofte brudt, og patienten gaar til grunde i løbet af relativt kort tid. Ikke desto mindre forsøgte man her Tebaminbehandlingen, og saa til sin forbavselse, at lidelsen reagerer over­ ordentligt godt, saaledes at man efter godt fire maaneders behandling ikke mere kunde konstatere nogen lupøs affektion hverken i svælg eller strube. Slim­ hinden var overalt afglattet og cicatricedannelsen var minimal i forhold til, hvad man ellers ser ved opheling. Patienten havde, da behandlingen afsluttedes, ialt faaet 264 lokalbehandlinger. Der er paa denne patient ialt foretaget 25 analyser i blod og urin. Blodkoncentrationen svingede mellem 1,3 og 5,8 mg % frit (d. v. s. virksomt) Tebamin. Urinkoncentrationen laa betydeligt højere, idet den laa mellem 11,3 og 89,6 mg % frit stof. A f hensyn til Tebaminets stærke toksiske egenskaber har man altid været forsigtig med at faa patienterne, der blev spraybehandlet, til at spytte overflødig vædske ud efter spraybehandlingen. Denne patient havde imidlertid en vis evne til at synke det overflødige stof. Der kan saaledes muligvis have været tale om en vis peroral dosering, hvilket ogsaa de høje urinkoncentrationer kunde tyde paa. Hvor vidt man heri skal søge forklaringen paa patientens helbredelse, skal jeg iøvrigt lade være usagt. Patienten er nu observeret i 16 maaneder efter Tebaminbehandlingens ophør og frembyder ikke tegn paa recidiv. Vægten er steget, og almentilstanden er god. Hun bærer stadig sin kanyle paa gr. a. en udtalt stricturerende diafragma- dannelse i larynx’ indre, som man foreløbig ikke har turdet underkaste en operativ plastisk behandling. En anden af patienterne i denne gruppe, en 50-aarig 6 , fortjener ogsaa en kort omtale. Han henvistes til afdelingen som ny patient, efter at han i nogle aar var behandlet hos forskellige otologer for sin svælglupus under forkert diagnose, indtil endelig den sidste otolog han søgte, foretog prøveexcision fra svælget og derved sikrede sig diagnosen og henviste patienten til afdelingen. Ved henvisningen fandtes en typisk lupusaffektion i svælget med gamle cictricer, saaledes at adgangen til rhinopharynx kun var blyantstvk, samt endelig friske,

300