FinsenInstitutet

reglen af ubetydelig størrelse, som viste sig upaavirkelig af Tebaminbehandlin- gen indenfor en rimelig tid.

Resultaterne af behandlingen. Hos 47 patienter med næselupus er Tebaminbehandlingen gennemført. Disse patienter er derefter observerede i den følgende tid. Den længste observations­ periode er 16 maaneder, den korteste 6 maaneder. Desværre maa det siges, at denne observationsperiode er alt, alt for kort for en lidelse som lupus paa slim­ hinderne. Derfor kan det dog alligevel være nyttigt at undersøge, hvor mange recidiver der er optraadt i løbet af dette relativt korte tidsrum. Der viser sig da det nedslaaende, at der hos 41 efterundersøgte patienter kunde paavises recidiv in loco hos 15 (37 % ). Ganske vist maa det indrømmes, at der i de endnu ikke efterundersøgte patienters gruppe formentlig findes mange recidivfri, ellers skulde patienterne vel nok allerede være kommet igen spontant. Men alligevel bringer tallet af recidiver indenfor en saa kort obser­ vationstid een i stærk tvivl om Tebaminets værdi som specifik kemoterapeuti- kum. Ganske vist er det ikke saaledes, at den tidligere anvendte lokalbehandling af slimhindelupus ikke opviser recidiver, langt fra. Strandberg paaviste i 1929 hos 180 patienter med slimhindelupus en recidivprocent paa 8 % . Heraf op- traadte 4 tilfælde før udgangen af det andet aar, 4 før udgangen af det tredie aar, 3 før udgangen af det fjerde aar, een paa 7. aar og een paa 9. aar i observa­ tionsperioden. Der foreligger ikke nogen senere opgørelse over recidivprocenten, men det er afdelingens indtryk, at til trods for at lupustilfældene nu om dage kommer tidligere til behandling, er recidivprocenten ikke blevet mindre. Strand- bergs arbejde giver desuden et godt indtryk af, hvor lang en observationstid man maa anvende for at kunne betragte en lupuspatient som sikkert helbredt. Der synes saaledes ikke meget vundet ved, at man med Tebaminbehandlingen kan opnaa en hurtig udheling af slimhindelupus, naar resultatet ikke er holdbart. Det er jo imidlertid muligt at den anvendte applikationsmaade har været uhel­ dig eller uegnet, eller for svag. Fremtidige undersøgelser maa afgøre dette. Foreløbig maa man sige, at behandlingen af slimhindelupus i næsen med Teba- minholdig salvetampon i visse tilfælde bringer lokallidelsen til at svinde, men i et stort antal tilfælde er udhelingen kun tilsyneladende. Anvendelse af Tebamin ved lupus i pharynx og larynx. Denne gruppe omfatter som nævnt kun 4 patienter, og er derfor ganske givet for lille til at man kan drage slutninger af behandlingsresultatet. Den indeholder dog visse ejendommelige enkeltheder, og skal derfor trods sin lidenhed omtales ret kort.

299