FinsenInstitutet

Men saavel med Henblik paa direkte som indirekte Aarsager er de Kund­ skaber, man har vundet, usikre og begrænsede — og nogen Syntese mellem indirekte og direkte Aarsager har kun sjældent ladet sig etablere (ofte har det skortet paa Blik for denne Synteses Nødvendighed). Betragter man saaledes vort Kendskab til Stenenes direkte Aarsager, viser det sig, at stor Uenighed hersker mellem de forskellige Undersøgere. En Gruppe Undersøgere har ment, at Ændringer i Urinens Kolloidindhold var en uomgængelig Betingelse for Konkrementdannelse (f. Ex. Scha.dex, Szvift Joly2). Andre har ment, at Spørgsmaalet var løst ved Paavisning af, at forkalkede Plaques ikke sjældent kunde paavises paa Nyrepapillernes Overflade {Randall3) . Endelig mener nogle Undersøgere, at Stendannelsens Aar sag var Concentra- tionsændringer i Urinen m. H. t . de krystalloide Stoffer, der indgaar som Be­ standdele i Konkrementerne. Der kan nu næppe være Tvivl 0111, at Hovedgrunden til, at Stendannelsens direkte Aarsager har været saa vanskelige at opspore, er den Kendsgerning, at man — trods grundig Undersøgelse — som Regel ikke har kunnet paavise nogensomhelst patologisk Ændring ved Urinvejene eller Urinens Sammensæt­ ning hos Patienter med »primær« Stendannelse i Urinvejene — endog i T il­ fælde, hvor Stenene utvivlsomt er voxende. I et Arbejde fra 19274 tog den ene af denne Artikels Forfattere sig for ved Beregning at undersøge den normale Urins Mætningsforhold med Hensyn til de stendannende Stoffer — Calciumfosfat, Calciumo.ralat, Urinsyre m. fl. — under den Forudsætning, at Urinen kunde betragtes som en simpel vandig Op­ løsning af en Række forskellige Salte. Under den givne Forudsætning viste det sig, at Urinen under normale Omstændigheder altid var overmættet 111. H. t. eet eller flere af de stendannende Stoffer. Overmætningerne var saa relativt moderate, at det var fuldtud forstaaeligt, at den normale Urin kunde holde sig klar uden Udfældninger i et længere Tidsrum. Paa den anden Side gav selve Urinens overmættede Tilstand en rimelig Forklaring paa, hvorfor et Konkre- ment, der opholdt sig i den normale Urin, maatte voxe langsomt. Det viste sig — paa Grundlag af Beregningerne — muligt at forudsige, med hvilke Lag et Konkrement maatte voxe under forskellige Omstændigheder — og disse Forudsigelser viste sig at passe godt med Erfaringen. Da Konkrementets Væxt altsaa herefter — i Overensstemmelse med E r­ faringen — kunde foregan i ganske normal Urin (og Urinveje), var det mest sandsynligt, at det egentlig patologiske Fænomen i Konkrementernes Pato­ genese var Dannelsen af Stenkernen og dennes Retention i Urinvejene. Angaaende Stenkernedannelsen blev nu i det nævnte Arbejde fremsat føl­ gende Hypotese:

260