FinsenInstitutet

end i,2 mm. En let afsvækkende Virkning kunde undertiden opnaas endnu gennem 3 mm Hud. Han fastslog endvidere, at de blaaviolette Straaler ikke var i Stand til at medføre Bakteriedrabet, skønt de penetrerer bedre end de intra- ultraviolette. Drab af Bakterier bag den nævnte Hudtykkelse paa 1,5 (1,2) mm maa skyldes disse. Endvidere slutter Jansen af sine Forsøg med disse sidste Straaler, at de næppe kan penetrere dybere ned i Huden end her angivet. Disse Forsøg fortsatte Jansen senere med Hensyn til Virkningen paa Tuber- celbaciller og fandt der, at Virkningen paa disse mere resistente Bakterier var endnu mere begrænset. Jansen brugte forskellige Fremgangsmaader. De mest paalidelige Resultater opnaaede han ved at belyse tuberkuløst Kirtelvæv, som var skaaret i Skiver a f forskellige Tykkelse. Det viste sig, at selv efter to Timers Bestraaling kunde man stadig faa de indeholdte Tubercelbaciller til at vokse, saaledes at der i f. Eks. 0.3 mm’s Dybde kunde opnaas en Hæmning af Væksten, ikke et Drab. 1 en Dybde af 0,15 mm dræbtes Bakterierne helt. Jansen drager den meget vigtige Slutning, at man ikke kan tilskrive Vævs- sterilisationen nogen nævneværdig Betydning ved Behandling af Lupus vulgaris, idet denne Sygdom som Regel naar til en Dybde af mindst 1 og ofte til baade 2 og 3 mm. (Disputats Side 31). Jansen gik derfor over til systematiske histologiske Undersøgelser, idet han mente, saaledes som ogsaa Finsen efterhaanden var kommet ind paa, at Ho­ vedvirkningen ved Lysbehandlingen var den stærke Lysbetændelse i Vævet, som fremkaldtes af de nye Samleapparater, og som allerede var let iagttagelige for det blotte Ø je i Form af stærk Hyperæmi, Ødem og ogsaa ligefrem Blære­ dannelse. Som mest karakteristisk ved denne Lysbetændelse fandt Jansen et betydeligt Drab af de cellulære Elementer i Vævet, og ganske særlig de patologiske Celler. Dette Drab kunde enten skyldes en direkte Virkning af Lysstraalerne eller de Ernæringsforstyrrelser, der følger med en Trombosering af Karrene, idet Karendotelierne er meget følsomme for Bestraalingen, og Trykket af den stærke serofibrinøse exsudative Betændelse fra Ødemet. Ejendommeligt var, at den voldsomme Paavirkning alligevel var ret skaansom. Dels gik den sjældent mere end 0,5 mm i Dybden, dels var der en overordentlig stærk Tendens til Op- heling. Epidermis regenererer meget hurtigt baade fra Randen og fra Haar- sække, som er undgaaet Destruktionen. Ligesaa danner der sig hurtigt et Granulationsvæv med talrige tenformede Fibroblaster, formentlig histogene, saaledes at det behandlede Parti som Regel vd være dækket med Epidermis allerede i Løbet a f ca. 10 Dage. Det er paafaldende saa lidet udtalt Ardannelsen bliver, ofte næppe synlig, ud over lidt Bleghed og kun meget sjældent egentlig skæmmende. Forklaringen

1 2 *

17 9