FinsenInstitutet

til den enkelte patients lidelse, er det derfor ikke sjældent nødvendigt at ind­ drage milten i sine undersøgelser. Dette spiller ikke mindst en rolle, naar der foreligger extramedullær hæmopoiese, da dette organ som regel er det, der først og kraftigst udviser denne forandring. Naar man vil undersøge milten og dennes patogonetiske betydning for hæmatologiske lidelser, er det derfor nødvendigt at tage to spørgsmaal op til behandling, i) miltens indvirkning paa knoglemarven og 2) den extramedullære hæmopoiese. Disse to spørgsmaal er imidlertid saa nært sammenknyttede, at det er formaalstjenligt at behandle dem under eet. Miltens indvirkning paa knoglemarven. De forskere, der har beskæftiget sig med dette spørgsmaal, er enige om, at det drejer sig om en hæmmende indflydelse. Dette demonstreres bedst ved bantisyndromet, hvor man finder en hyperplastisk knoglemarv samtidig med, at der i blodet findes nedsat mængde blodceller af alle arter. Ved splenectomi hæves syndromet, idet saavel marven som blodet derefter viser normale eller tilnærmelsesvis normale forhold. (Engelbreth-Holm, Schousboe). Den logiske følge af dette, mente man, maatte være, at der i milten secerneredes et stof — »hormon« —, der virkede hæmmende paa cellernes modning eller udsen­ delse fra marven. Ved splenectomi paa sunde dyr og mennesker er det imid­ lertid aldrig lykkedes at demonstrere en saadan virkning, og biologiske forsøg med miltvæv, det være sig i hel form eller i extracter, har ligeledes givet negative resultater baade paa sunde og syge. (Oversigt herom hos Lauda). Schilling har derfor formodet, at det kun er den patologisk forandrede milt, der har denne virkning, men forsøg paa at verificere dette er heller ikke lyk­ kedes. Hele miltens anatomiske og histologiske bygning gør da ogsaa denne teori; ret usandsynlig, idet der ikke er celler, som man med rimelighed kan tillægge secretorisk virksomhed. (Lauda). Det er imidlertid et ubestrideligt faktum, at der ved visse lidelser foreligger en hæmmende indflydelse af milten paa marven, jeg har derfor dannet mig en arbejdshypotese, som har været mig til nytte i det daglige arbejde. De eneste funktioner, man med sikkerhed kan tillægge milten, er simpel depot­ virksomhed (Barcroft) og i visse tilfælde, hvor der circulerer beskadigede blodlegemer, en nedbrydning af disse — hæmolytiske anæmier — saavel essen­ tielle som experimentelle. (Itami, de Langen og Domarus). Miltens hele byg­ ning synes ogsaa mere at kendetegne dette som depotorgan end som »kirtel«, idet karsystemet er saaledes indrettet, at det dels kan »aabne« sig, saaledes at blodet træder ud i pulparummene og kommer i intim kontakt med de phago- cyterende reticulære elementer, dels kan »lukke« sig saaledes, at blodet passerer direkte igennem et lukket karsystem, saa at blodet ikke paa noget tidspunkt

1 1 4