FinsenInstitutet

lidelser samt, at en given blodforandring ikke var afhængig af en bestemt marvforandring eller omvendt. Saaledes kan man ved leucopeni finde saavel en hypoplastisk som en normo- eller hyperplastisk knoglemarv. Omvendt kan man ved en mere eller mindre aplastisk marv (myelosclerose) i blodet finde alle variationer fra nedsatte over normale til stærkt forhøjede tal. Disse kendsgerninger, der først er blevet indgaaende studeret af Rohr, tvinger een til i den hæmatologiske diagnostik ikke alene at anlægge et patologisk­ anatomisk synspunkt, men tillige at betragte de enkelte sygdomsbilleder som resultat af mere eller mindre ukendte pato-fysiologiske faktorers virksomhed. Som exempel herpaa kan man fremdrage anæmia perniciosa. Her finder man histologisk og cytologisk veldefinerede forandringer — megaloblastose, hyper- segmentation og modningsdifferens — men tillige det ejendommelige forhold, at man tiltrods for en som regel maximål hyperplastisk marv finder nedsat mængde af alle blodlegemeformer i blodet. Alle disse forandringer hæves ved tilførsel af visse antiperniciøse stoffer, som man ved existerer i forskellige dyriske organer, men hvis konstitution og virkemaade iøvrigt er ukendte. Desuden findes der former, som ikke reagerer med remission paa de sædvanlige leverpræparater, men maa have tilført urensede præparater. Mulighederne er end ikke dermed udtømte, idet der ogsaa findes den saakaldte »acrestiske« form, der ikke reagerer paa nogetsomhelst, men fører til døden. Disse forskellige former for perniciøs anæmi kan man ikke adskille ad hæmatologisk vej, men er udelukkende henvist til at undersøge det kliniske forløb. Man maa saaledes i sine overvejelser operere med flere stoffer, som man ved existerer, men som iøvrigt er ukendte. Desuden ved man, at selv om disse stoffer er tilstede i tilstrækkelig mængde, er dette ikke altid tilstrække­ ligt, idet man maa gaa ud fra, at marven ved den »acrestiske« form ikke er i stand til at reagere paa disse. Til slut skal fremdrages endnu et forhold, der har interesse i denne sammenhæng. Førend leverterapiens opdagelse var man begyndt at splenectomere patienter med anæmia perniciosa, (Eppinger) og ikke sjældent med en langvarig remission til følge. Dette skal dog ikke forstaas som en fuldstændig remission med svind af megalocytosen og hypercromæ- mien, men som en øget mængde erytrocyter og leucocyter i det cirkulerende blod. Dette tvinger til den antagelse, at milten ogsaa spiller en vis patogonetisk rolle i hvert tilfælde ved visse former. Det er her værd at lægge mærke til, at Eppinger anbefalede kun at splenectomere de patienter, der havde en større miltsvulst. Der er her indført et nyt organ — milten —, der kan virke som paa patoge­ netisk faktor ved hæmatologiske lidelser, og der dukker op ved mange andre. Saaledes kan nævnes den essentielle thrombopeni, hæmolytisk icterus, »Ban- tisyndromet« og flere andre. For at faa et saa fyldigt kendskab som muligt

Finse ninMUuM .

S

1 1 3