FemOmBordet_1923

ærgerlig, »der er længe, til vi kommer til min første Skaal, den er saa ganske anderledes fint forberedt.« »Aa skidt, klø du bare paa!« svarede den Gamle, »vi har saamænd ingen Skade af et Glas for meget! »Og saa var der Henrik Ibsen, en Kraft af første Rang, men anden Rangklasse, som de kaldte ham, da han var blevet Storkors og talte til Folket fra Loggiaen, der var ingen, der kunde høre, hvad han sagde, men de sagde, at han talte. Og der var Fru H e n n in g s . . . « »Ja, og Sarah Bernhardt,« afbrød den Gamle; »men det kan du ikke huske, lille Ven«. »Men saa kan jeg da huske O la f Poulsen «, raabte Skuespilleren og slog i Bordet, saa Glassene rystede; jeg stod selv her udenfor og saa dem trække ham rundt om Hesten. Han stod op i Vognen; han kom lige her forbi, og vi raabte Hurra for vor gamle Vaabenfælle her nede fra, og han viftede til os, og vi løb bagefter hen til »Monopol«, hvor han kom frem i Vinduet og inviterede os alle sammen til at se ind til ham paa Fredens* borg. Ja, se her var det, jeg vilde have drukket et Mindebæger for ham; men nu er det ødelagt.« »Nej, hvorfor dog det?« sagde Maleren, »vi drikker for O la f Poulsens Minde; han var en god Mand ved et godt Glas, det kan vi da huske alle sammen.« Og saa kom O la f Poulsens Skaal. »Det har dog ikke altsammen været Glædestog, vi har set herfra,« vedblev Skuespilleren, »Kan i huske i 1906, da de førte gamle Christian d. I X ’s Lig til Slotskirken. Det var første Gang, Falck med sit Redningskorps traadte i Funktion. Vi sad og lo af ham hernede, senere har vi faaet andre Tanker om ham . .« »Ja, det er sandt!« raabte Maleren. »Redningsfalken skal . . « »Nej, han skal ikke,« tordnede den Gamle, »ellers ender det med, at vi maa have Bud efter ham for at faa dig hjem.« »Og husker i saa hin triste Vinterdag i 1909, da de ved Faklernes Skær bar vor populæreste Prinsesse, Marie, fra det gule Palæ? Det saa smukt ud her fra. Men lad os ikke gaa for dybt i de sørgelige Minder! Lad os huske paa Livet paa Kongens Nytorv i vore Oldeforældres Tid; det var den Gang, det endnu sneede rrgtigt i København; da var det en yndet

18