FemOmBordet_1923

591973339

I t .—

Af H. I. A N D E R S E N S B I B L I O T E K Rosenkilde og Bagger A ntik variat . København

ET HISTORISK TILBAGEBLIK

1

ANLEDNING AF 200 AARSDAGEN FOR GRUNDLÆGGELSEN AF ERNST HVIIDS VINHANDEL

FEM OM BORDET I ERNST HVIID’S VINSTUE KONGENS NYTORV 1 9

ET HISTORISK TILBAGEBLIK I ANLEDN ING AF 200.AARS JUBILÆET AF K N U D B O K K E N H E U S E R

)

UDGIVET AF ERNST HVIID’S VINHANDEL 1923

o°). Ho g

H v H ^

I r

1 1 G 0 H

Palfelt 6. Christiansen, København.

D e sad, hvad gode Borgere har Lov til at gøre, naar Dagens Slid er forbi og Kontoret er lukket, hver Dag en Times Tid paa Hviid 's nu 200*aarige Vinstue paa Hjørnet af Lille Kongensgade og Kongens Nytorv og passiarede om, hvad der nu laa for af Dagen og Vejen, og efterhaanden var de fem Stamgæster blevet saa gode Venner, at de saa at sige for* talte hinanden alt, og denne hyggelige Time, inden de skulde hjem til Middagsmaden, gav de alle sammen nødig Slip paa. De havde i Almindelighed siddet i den lille Stue ud mod Lille Kongensgade; men i Aar var de blevet enige om i Anled* ning af Jubilæet at ville have det lidt festligere, saa tog de Plads om det runde Bord i den store Stue ud mod Kongens Nytorv, hvor de til at begynde med morede sig med at »gøre Fodstudier« af de forbipasserende oppe paa Fortovet, og da Byens skønne Ungdom idelig præsenterede deres »Undersaatter«, naar den var paa Vej fra og til Magasin du No rd eller å Porta, er det intet Under, at de fik Sagkundskab baade i den kvinde* lige og den mandlige »Benologi«, der skal være en Viden* skab, der har stor Betydning for Bedømmelsen af Indehavernes Temperament, Karakter og Tænkemaade. Men saa var det en Dag, at den gamle Gæst, der førte Præsi* diet, udbrød: »Nu sidder vi her og ser paa Folk fra neden af og opefter, og vi har set mange kønne Ting; men for ingen af os har dette Studium haft saa stor Betydning som for selveste Fru Johanne Luise Heiherg«. »Kom hun da her?« spurgte den yngste og naiveste — »Nej, lille Venl men engang omkring

3

Aar 1800 var der en Vinkyper her, han stod bag den Disk, hvor A lfred Hviid staar nu, og hver Morgen nød han det bedaarende Syn af en ung, smuk Tjenestepige med Kurven paa sin snehvide Arm og det kulsorte Haar bølgende ned over den lige saa hvide Hals. Det kunde han ikke staa for, og en skønne Dag listede han sig op paa Torvet og gjorde Bekendt* skab med den unge Pige. Han selv var født i 1777 i Landsbyen H onn e f i Hertugdømmet Berg ved Rhinen, hvor han havde lært baade Bødker* og Vinkyper*Professionen; men da den Tid kom, da han i hine urolige Napoleons*Tider uvægerlig vilde være blevet brugt til Kanonføde, stak han, for at undgaa Værnepligten, her op til Danmark og fik Plads som Kyper her i Kælderen. Til alt Held viste det sig, at hans Tilbedte snakkede lige saa godt Tysk som han; thi hun var i en meget ung Alder stukket af fra sine Forældre i Frankfurt og var med en rig Jødefamilie fra Hamborg kommet som Tjenestepige her til København, hvor hun boede i Lille Kongensgade, hvor fine Folk da godt kunde logere. Det var, naar hun skulde ned og hente Morgenbrød og Mælk hos Bageren, at hun passerede Vinstuen. Og siden den Tid fik den kønne Vinkyper sig hver Dag en Morgenpassiar med den smukke Stuepige, og paa den Maade gik det til, at der blev et Par ud af Jomfru Henriette Hartwig eller Hirschborn, som hun ogsaa kaldte sig, og Vinkyper Christian Heinrich Påtges; de fik i deres langtfra lykkelige Ægteskab, hvori de blandt andet maatte holde Telt paa Dyre* havsbakken, hele ni Børn, og Nummer syv af dem var Johanne Luise, der blev født d. 22. November 1812. Altsaa har jeg Ret, naar jeg siger, at Vinstuen her har haft stor Betydning for Fru Heiberg og derigennem for den danske Skueplads, som jo er vor kære Genbo og har været det i det meste af de 200 Aar, her har været Vinstue; for hvis Påtges ikke havde været Kyper her, havde han aldrig faaet Øje paa Tjenestepigen med Kurven paa den bare Arm; og saa var de ikke blevet gift, og Johanne Luise var aldrig blevet født.« Man passiarede nu muntert videre, indtil den Gamle sagde: »Det er i Grunden en Idé, om vi fejrede vor kære Vinstues 200*

4

Aarsfest ved i Stedet for altid at snakke om Bynyt og Bankskan# daler i al Fald nu i en Uges Tid passiarede lidt om, hvad vore Forgængere i de skiftende Tider har set og hørt om, naar de saa ud over Kongens Nytorv; vi kan jo passende skiftes til at fortælle. Jeg for mit Vedkommende er villig til at lægge for; jeg skal i Morgen fortælle lidt om min gamle Ven »Hesten« derovre; jeg tror, vi kan lære en hel Del af hinanden paa den Maade; og saa falder der maaske ogsaa lidt af Vinstuens Historie af med det samme.« * * * Næste Dag, da alle var mødt paa Pletten, Glassene fyldte, satte den gamle Gæst sig hyggeligt til Rette i Sofahjørnet og begyndte: »Der er Folk, som i de senere Aar har villet hævde, at Byens Centrum er flyttet her fra Kongens N ytorv til Raadhus# pladsen. Men efter mine Anskuelser er det noget godt Sludder, ikke andet end Avis#Reklame. Ser I, geografisk kan det hverken blive den ene eller den anden af Pladserne, der er Centrum; Vorherre maa egentlig vide, hvor det ligger, og det flytter sig jo desuden Aar for Aar, alt eftersom Byen vokser; men i alle os Københavneres Hjerter staar Kongens Nytorv indskrevet som Byens H jerte; spørg enhver Københavner med K. derom. Han vil aldrig føle sig i den Grad hjemme, midt i sin Fødeby, paa Raadhuspladsen som paa Kongens Nytorv; han kan sætte sin Elskede Stævne ved »Hesten«, men aldrig i Muslingeskallen, og føler han paa en Rejse Hjemvé, vil Navnet »Kongens Ny* torv« meget mere faa hans Hjerte til at banke end Raadhus= pladsens , denne urolige, forjagede, stilløse og hypermoderne Spor# vognscentral, hvis eneste Monument er det Nyropske Raadhus. Vi kunde, hvis der, hvad alle gode Magter forbyde, skulde hænde dette Raadhus noget menneskeligt, — de fleste af vore tidligere Raadhuse er jo brændt, — altid faa os en ny Raad# husplads; men vi kunde aldrig tænke os et andet Kongens N y to rv , lige saa lidt som vi kunde tænke os et andet Tivoli. Og skal vi regne efter Pladsernes Størrelse, saa maa Raadhus#

5

pladsen nøjes med 5 Tønder Land eller 74,000 Kvadratalen, medens vi her paa Kongens Nytorv møder med 6 Tønder Land eller 84,000 Kvadratalen. Hvadbeha’r?« »Er det din Mening,« afbrød Maleren, »at vi skal drikke Kongens Nytorvs Skaal, saa for mig gernel« Og saa tømte de Glasset for Torvets Vel; men »den Gamle af Dage« var bleven ivrig og fortsatte: »Der er meget mere endnu 1Mon der noget Sted i Verden fin* des en Plads eller et Torv, hvor der munder saa mange Gader ud som her? Lad os tælle dem: Lille Kongensgade, Vingaardsstræde, Laksegade, Holmens Kanal, Heibergsgade, Tordenskjoldsgade, Nyhavn, St. Strandstræde, Bredgade, St. Kongensgade, Gotherss gade, N y Adelgade, Hovedvagtsgade og Østergade, det giver i alt 14 Gader, hvoraf mindst de fire er Hovedgader. Ingen Beboer af vore ca. 500 Gader, Veje og Stræder og 50 Pladser og Torve vil et Øjeblik betænke sig paa at sige, at han gaar ind paa Kongens Nytorv; men der er kun faa, der gaar ind til Raadhuspladsen, og til HjertesBegrebet hører der Forestillingen om noget indre, altsaa er Kongens Nytorv Byens Hjerte, dens Centrum, om man vil. Punktum!« »Bravo!« lød det med A lfred Hviids lokalpatriotiske Bas inde fra Skænken. Man drak atter og hilste paa hinanden, og efter denne Hjertestyrkning fortsatte » den Gamle«: »Men det var »Hesten«, jeg skulde tale om. Ser I, allerede i 1651 under højsalig Kong Frederik d. I I I blev der afstukket en Plads til »Kongens nye Torv«, hvortil syv Gader skulde munde vinkelret ud; men det blev ikke noget nemt Arbejde at gøre det i Stand: thi Stræks ningen laa paa Grund af Stadsgraven, Volden og Bastionen, der med sin Spids var skudt frem lige til »Hesten«, hen i et ufremkommeligt Ælte, der mindede om det uvejbare Ha l- landsaas i Sverige, hvorfor Terrænet med ægte Københavners Ironi blev kaldt »HallandssAas«. Men sin virkelige og endelige Værdighed som Torv eller Plads fik Kongens N y to rv dog først, da Kong Christian den Femte den 24. November 1688 sig selv til glorværdig Amindelse lod afsløre den Statue af Bly, som

6

han havde ladet Franskmanden A . C. IAm oureux modellere og selv redet Model til. Samme brave Franskmand var jo, som vi alle kan se, ikke nogen stor Kunstner; han kan ikke bære Vand mod sin yngre Landsmand Saly, der gav os Byens skønneste Statue ude paa Amalienborg. Han var kommet hertil 1681 og var blevet kgl. Hofbilledhugger i 1685 med en luset aarlig Gage af 600 Rdl. Og tre Aar efter var han færdig med Statuen; Figurerne om* kring den blev først færdige efter hans Død i 1692 og blev vistnok fuldført af hans Broder, Claude VAmoureux, der var kongelig Billedsnider. Det er ikke nogen Svensker, Kongens let bovlamme Hest træder paa; det har vore gemytlige »brodrar från hinsidan« længe troet og med Rette følt sig brøstholdne over; en saa ondskabsfuld Tanke har den gamle Billedhugger ikke næret i sin Barm, skønt Datidens Svenskere jo egentlig ikke var for gode ved os; men med sin Tids Trang til Allegori har han ved den liggende Mand villet fremstille Misundelsen; de fire Figurer omkring Fodstykket er ikke, som vittige Hoveder har villet paastaa, Kongens Familie, hvad der jo nok vilde have været baade hyggeligt og kønt, nej, de symboliserer hans Dyder: Visdommen i Minervas Skikkelse, Tapperheden som Herkules , Ædelmodig= heden som A lexander den Store og Hæderen som en Dame, der sidder og holder en Pyramide i Haanden. Hvis du tror, det er Løgn, Maler, kan du jo stikke der* over med det samme og se, om det ikke passer. Du har godt af at tænke dig lidt om. naar du gaar og slider Brosten her i Byen; det kan man lære meget af min lille Ven! Men derfor maa du ikke lade dig forlede til at tro, at vor første fød te Enevolds*Monark i nogen fremragende Grad var i Besiddelse af alle disse Dyder og højhjertede Egenskaber; det vil ogsaa tiltale dit jævne Københavnersind mere at vide, at »Manden paa Hesten«, som du lidt respektløst kalder ham, virkelig var i Besiddelse af visse Egenskaber, der gjorde ham vel skikket til at vinde den Folke*Yndest, som maatte være af stor Betydning for hans unge Enevælde.

7

Skønt han nærmest maatte siges at have været en ret styg Mand, gav hans Dygtighed i ridderlige Idrætter ham en ydre heldig Optræden, naar han færdedes i det frie. Faa kunde overgaa ham i Ridderlighed, derfor sidder han ogsaa ret godt fast i Sadlen endnu saa mange Aar efter, og det lod han Kø* benhavnerne faa rig Lejlighed til at beundre ved de prægtige Karruselridt, han lod afholde her i Byen, dels paa Slottets Ridebane og dels her lige udenfor vore Vinduer. Det var ogsaa anerkendt, at han var en personligt tapper Mand, der forstod at bruge en Pallask saa godt som nogen i hans Garde. Men endnu mere tiltalende for Københavnerne var det milde og venlige, der var over hans Person. Han var altid godmodig og velgørende snart mod sine Soldater og snart mod sine andre Undersaatter, der søgte hans Hjælp. Hvor godt Forholdet var mellem ham og Borgerne kan man forstaa deraf, at tit, naar han red gennem Gaderne, stod Københav* nerne oppe ved deres aabnede Vinduer med Glas i Haand og drak højlydt hans Skaal, medens han venligt nikkede og vinkede til dem«. »Det kan jeg godt lidel« afbrød Maleren, »skal vi ikke ogsaa . . . « »Naa, du mener drikke Christian Femtals Skaal nu her i Hviids Vinstue; jo, det skal vi snart komme til; men jeg er ikke helt færdig med vor rare Genbo endnu. Han var altsaa en rigtig Københavner*Konge, der fortjener sin Statue paa Byens Hjerte=Plads, og derfor kan jeg blive saa edderspændt gal i Kalotten, naar en eller anden af vore »Forskønnelses*Idioter« foreslaar, at vi skal flytte Manden og Hesten bort fra Kongens Nytorv; nej, vi vil have Lov til i mange Aar endnu at kunne sidde her nede i Stuen med Glas i Haand i et muntert Lag og med en Skælm i Øjet nikke over til Manden paa Hesten og drikke hans Skaal; saa kan For* skønneisen benytte Tiden til at pille den Plakatsøjle ned, som staar lige her udenfor og tager en Del af Udsigten fra ham. Trange Tider har han kendt, dertor skal vi ogsaa holde meget af ham. Han og hans Hest er jo desværre, da Riget ved

8

hans Tilblivelse som saa mange Gange senere fattedes Penge, kun af Bly; men en Gang har baade han og hans omkringsid* dende Dyder været saavel bronzerede som forgyldte; men For* gyldningen er gaaet af Manden som af saa mange andre af vore store; men værre endnu er det, at baade han og Hesten synker sammen, slaar Revner og brister. Allerede i 1717, altsaa hele 6 Aar før vi aabnede Vinstuen her, var Blyet saa med* taget og det indvendige Jernskelet saa rustent, at den tyske Billedhugger Ebbisch baade i det Aar og igen i 1726 maatte reparere dem, og 30 Aar efter, i 1756, trængte han igen til Lægebehandling, saa at den sachsiske Billedhugger Johan Chri= stoph Petzhold maatte give ham en Overhaling, og senere har W iedewelt og Havsdovff herset med Christian d. V uden at faa ham gjort kønnere; nu er der nok Nogen, der vil forgylde ham igen, men lad ham nu bare have Ro, vi holder mest af ham, som han er. Ogsaa Anlægget omkring ham, der ligesom han selv tilhører Staten og ikke Kommunen, har man kalfatret om paa mange Gange. Først hed det »Krindselen« og var et stort Anlæg med klippede Træer og snørklede Bede i store Græs* plæner; senere har der slet ingen Træer været; men lad os nu endelig beholde det hele, som det er. Manden paa Hesten er i vore Øjne skøn, enten vi sidder her og ser ham om Som* meren midt i det Grønne eller i sin hvide Snedragt om Vinteren, helst med lidt Maaneskin over sig. Derfor synes jeg, at vi, der har drukket dus med ham mange Gange her nede fra, skal holde ham i Ære, og nu kan du godt, lille Maler, faa Lov til at hæve dit Glas og drikke gamle Christians og hans Hests og hans Dyders Skaal; og saa kan du for Resten forberede dig paa, at det bliver din Tur til at fortælle i Morgeni Skaal, og paa Gensyn alle sammen I« * * *

Da man var samlet den følgende Dag, var den lille Maler synlig nervøs; han var ikke vant til saadan at skulle føre Ordet ved et helt Møde, og desuden saa han, at GaarsdagensMøde havde

9

medført, at der rundt om ved de øvrige Borde havde samlet sig en Del andre Stamgæster, som aabenbart havde forberedt sig paa at »følge med« i Foredraget. Han tændte sig urolig en Cigar. »Død og Pine, lille Ma* lerklat«, sagde den Gamle, »hvor det skal være fint med dig i Dag; hvorfor kommer du ikke i Kjole og Hvidt som andre Foredragsholdere?« »Hvad er der i Vejen?« spurgte Maleren. »Jeg mener at du tænder Cigar i Stedet for Snadden; skal det være finere?« »Herregud, vi har da altid røget Cigarer her nede.« »Altid, nej, ved St. Augustinus, nu lyver du. Lige fra 1723 til 1809 nøjedes man med Piber, du ved naturligvis i din Naivetet ikke af, at det er Spaniolerne, der først lærte Cigarer at kende ved Amerikas Opdagelse, saa bragte de dem til Europa; men først i 1788 oprettedes den første Cigarfabrik nede i Tysk* land, og da Spaniolerne kom hertil for at »hjælpe os«, du ved, da de brændte Koldinghus af, og i øvrigt, hvor de var indkvarteret, satte en Del mere Kulør paa det blege nordiske Afkom, lærte de os Danske den Last at røge Cigar i Stedet for at smøge Tobak af en Pibe, hvilket baade er sundere og i vore Dage langt mere sparsommeligt. Men, værs’go' tænd du bare den Radekop , som har Navn efter den skikkelige Fabrikant i Pile* stræde, som sandsynligvis ogsaa har været Gæst her nede en Gang i Midten af forrige Aarhundrede, for han har været en jævn Borger, som naturligvis tog sin Romtoddy, hvor man skænkede den; og begynd saa at fortælle.« Efter denne lille muntre Ouverture tog Maleren endelig Ordet og sagde: »Du var i Gaar saa elskværdig at anbefale mig at se mig for, naar jeg sled Byens Brosten, saa kunde jeg lære noget mere. Maa jeg saa spørge dig, om du ved, at Hesten ikke staar midt paa Kongen Nytorv?« »Sikke noget Sludder; de har da ikke flyttet Hesten!« »Nej, du kloge Mand; men de har gjort Kongens Nytorv større, saa at Manden ikke længere staar midt paa Torvet, men

1 0

hen til en Side; men een Gang stod han midt pan Torvet. Og hvis du tvivler, kan du bare gaa med mig over til vor Genbo, Charlottenborg, der i Aarenes Løb har forsynet Vinstuen her med saa mange trofaste Kunder. Hvis du stiller dig op i Por* ten der, vil du lægge Mærke til, at den staar lige ud for denne Port; da laa Charlottenborg nemlig som Torvets ældste Byg* ning midt i dets Periferi, og derfor stod altsaa Hesten den Gang midt paa Torvet. Naar jeg nu vil fortælle jer lidt om Charlottenborg, denne herlige Støtte for vor kære Vinstue, be* høver jeg naturligvis heller ikke at fortælle dig og dine lige* sindede, hvornaar det er bygget.« »Hvor skulde vi vide det fra?« »Ifølge din egen Teori, kære Gamle, om, at man skal se sig for, naar man gaar paa Gaden. Havde du gjort det, naar du gaar hjem til din beskedne Bolig i Strandstræde, maatte du have været træt hver Gang du kom herfra, om du ikke vidste, at det gamle Slot blev bygget i 1672; thi det staar med tydelige Tal skrevet paa Indersiden af de to Skorstene lige over Porten. Men naar du ikke véd dette, véd du vel heller ikke, at Slottet oprindelig ikke hed Charlottenborg, men efter sin Bygherre Gyldenløves Palæ; det er nemlig bygget af Frederik d. III’s uægte Søn Ulrik Frederik Gyldenløve, der mest er kendt som Statholder i Norge. Han var en Mand som elskede baade Vin og Kvinder, og han var da ogsaa gift hele tre Gange; først giftede han sig med Rigsmarskal Urnes Datter Sophie; da han kun var 21 Aar gammel, skulde han havde spurgt sin Fader, Kongen, til Raads, men det turde han ikke, da Damen ikke var fyrstelig nok, saa det blev ikke fortalt Kong Frederik, der døde i den Tro; at Sønnen var Ungkarl; og da hans Halvbroder, vor Ven Manden paa Hesten, ikke vilde anerkende Ægteskabet som lovligt, giftede Gyldenløve sig ganske rolig paa ny, denne Gang med Marie Grubbe; men det, véd I alle sammen fra J . P. Jacobsen, gik skidt, og da han var blevet skilt fra hende ved Højesterets Dom af 14. Oktober 1670, gif* tede han sig tredje Gang med en Datter af den rige Grev A n ton v. Aldenburg. Han var en flot Herre, storstilet i al sin

1 1

Optræden. Da hans Ven, Peder Schumacher, skulde giftes, kørte Gyldenløve hans unge Brud med et pragtfuldt Seks*Spand fra sit Palæ over Kongens Nytorv til Kirke. Han vilde gerne have, at Palæet skulde se lidt kønt ud, derfor gravede han den Kanal, der kaldes Nyhavn, ved Palæets Side og langs dets store Have, hvor der ogsaa var Kanaler med Svaner i. Han holdt store Fester for de kongelige; ved Fastelavn kom hele Hoffet kørende ude fra Frederiksberg i Amagerdragter over Kongens Nytorv til Gyldenløves Palæ, og der dansede de hele Natten. Men til sidst havde han brugt for mange Penge, saa at han i 1700 maatte sælge sit Palæ til Enken efter Manden paa Hesten, Dronning Charlotte Amalie, efter hvem Slottet saa fik Navn. Han drog til Hamborg, hvor han levede »i utrolig Stilhed og Sparsomhed« til sin Død, der kom ganske pludselig den 17. April 1704. »Kom den Gyldenløve meget her hos H viid?« indskød Skue* spilleren troskyldigt. Herved udstødte hele Selskabet med den Gamle i Spidsen et Latterhyl, der foranledigede Etablisse* mentets diskrete Tjener til at gøre opmærksom paa, at støjende Adfærd med Skrigen og Skraalen ikke var tilladt i Lokalet. Man tog da Anledning af Afbrydelsen til staaende at drikke et Mindebæger for afdøde Gyldenløve, der ved en 19 Aar for tidlig Død havde været forhindret i at overvære Vin* stuens højtidelige Aabningsfest. Og saa tog Maleren fat igen. »Der var ikke morsomt paa Charlottenborg i Charlotte Amalies Dage; Damen hørte ikke til de sprælske, og da hun døde i 1714, blev der værre endnu, for saa flyttede hendes to Børn, Prins Karl og Prinsesse Sophie H edevig ind, og de boede der om Vinteren, om Sommeren residerede de paa Blaagaard, I ved det lille Slot ude paa Nørrebro, hvor den nu saa adelige Blaagaardsgade ligger. Men Prinsen var et stort Mæhæ, der altid hang i Halen paa den storsnudede Statsmand og Elefant* ridder Carl Ado lph v. Piessen, saa at Frederik den Fjerde mo* rede sig med, naar han saa dem sammen, at sige: »Der kommer Prins Pless med sin Broder Karl.« Og saa var Prinsen desuden under Tøflen hos sin Søster, Sophie Hedevig, som hørte til

1 2

de Hellige i Landet. Hun overlevede ham, og da hun døde den 13. Marts 1735 paa Charlottenborg, lod man det, antagelig for at lufte ud, staa tomt et Par Aar.« Her gjorde Maleren en Kunstpause og skævede til sit Glas, men »den Gamle« sagde: »Nej, hende vil vi ikke drikke forl Gaa videre!« Han tog selv en god Slurk og den godmo* dige Maler fortsatte: »Kan I saa gætte, hvad man brugte Charlottenborg til? De lukkede en Bank op i Stueetagen: »Assignations*, Veksel* og Laanebank« stod der malet paa den, saa man kunde se det helt her ovre fra; men den kom snart væk og havnede paa Børsens Lofts*Etage, og saa fik Frederik den Femte Lov at bo her som Kronprins. Som »Gamle« vel heller ikke har bemærket, staar Kongens Buste i sort over Portalen her ud mod Kongens Nytorv. Nej, sid rolig, Gamle; saa skal du høre, at nu blev der Leben paa Charlottenborg. Frederik den Femte var en lieber Gut, der soldede og svirede der Nat og Dag med sine Elsker* inder, saa Vandet drev af Slotsforvalterens Datter, den gamle Blaastrømpe og Digterinde Charlotte Dorothea Biehl, der lurede ved Nøglehullerne og senere har fortalt om det i sine Breve til Biilow paa Sanderumgaard. Tit drog Kongen med sine Pigebørn rundt i Kvarteret om Natten, og da Vinstuen her jo altid har haft det priselige Princip aldrig at nægte Damer, dér kom i anset Herrefølge, et Bæger her nede, er det højst sand* synligt, at her i hine Tider har været kongeligt Besøg.« »Ham kan jeg lide, ham Frederik, var det ikke den Femte, du kaldte ham?« afbrød Skuespilleren, »han skal have en Skaal!« »Ja, lad ham faa den«, sagde Gamle, og saa drak man Bægeret til Bunds for den livsglade Frederik den Femte, og Maleren vedblev: »Paa samme Tid kom her hyppig en ældre, værdigt ud* seende Mand med en solid Mave under sin broderede Silke* vest. Han tog nok saa stille sin velvoksne Grog og listede saa ud ad Bagvejen for enten i værdige Jeronimus*Skridt at forsvinde ovre i Theatret eller at gaa paa sin daglige Formiddagsvisit hos Jfr. Biehl, paa Charlottenborg. Det var Skuespiller Rose,

13

og han turde ikke saa godt vise sig nede hos Pilloe, der havde Vinstuen under Theatret, siden Holberg i sit Opslag ovre i Foyeren havde bebrejdet Skuespillerne, at de sad og lavede Intriger mod Direktionen paa Vinstuen og kom for sent op til Prøver og Forestillinger derfra, og han havde navnlig fremhævet Rose som en af de Ældre, der burde skamme sig over at fores' gaa de Yngre med et slet Eksempel.« »Jeg synes, vi skulde drikke Roses Skaal,« sagde den stadig tørstende Skuespiller, og det gjorde man. »Men jeg maa tilbage til Charlottenborg,« fortsatte den lille Maler, da der var kommet en ny Omgang paa Bordet. Da Frederik den Femte blev Konge, flyttede han selvfølgelig op paa Christiansborg, og saa brugte man en Tid Salene paa Charlottenborg til forskelligt »Det musicaliske Selskab« holdt hver Onsdag Koncert i Riddersalen, saa boede den franske og italienske Operas Kunstnere og Betjente her en Tid og holdt Forestillinger i Riddersalen til stor Skade for »den danske Skue# plads«, hvis Kunstnere de fordrev ogsaa her fra Stuen, og da var det, man rigtig fik Smag for de franske og italienske Vine her nede i Stedet for de rhinske, som ellers var Vinstuens for# nemste Drik. Men Slottet derovre blev et underligt Sammen# surium; der blev det kgl. Skildrer#, Billedhugger# og Bygnings# Akademi anbragt i 1753, og fra 1759 til 1772 »Natural# og Husholdnings#Kabinettet«; men midt i alt det laa Lotterisalen, hvor »det kgl. Opfostringshus«, siden det 1753 havde faaet sit Privilegium, lod sit Klasselotteri trække lige til 1791. Det er derfor, det endnu den Dag i Dag er en Ekstrafortjeneste for Opfostringshusdrengene at trække Lotteriet; men saa fra den Tid blev Kunstakademiet eneherskende paa Slottet, undtagen lige efter den store Ildebrand i 1795, da Raadhuset var brændt; saa fik nemlig det hjemløse Københavns Politi Lov at bruge Værelserne i den bageste Fløj og Kældrene til Fangeceller. I den Anledning kan det nok være, her var Stimmel og Støjen her paa Vinstuen nogle Dage i September 1800. Da var der nemlig en megen sjælden Udstilling i Gaarden paa Charlotten# borg. Den maatte alle Københavnere se, og medens de ventede

14

paa at komme til, læskede de sig her og talte om Fænomenet derovre. Det var ikke Kunst, man udstillede; det var et levende Menneske, men hverken nogen Kannibal eller Haleneger, en rigtig Københavner, nemlig den berømte Mestertyv Peder Mikkelsen, som Politiet havde siddende i en af Charlottenborgs Kældere. Men der var det mærkelige ved Mikkelsen, at hvor de satte ham, brød han ud, og det varede oftest længe, inden de fik fat i ham igen, og i Mellemtiden stjal han alt, hvad han kunde faa Fingre i. Nu havde man jo ikke den Gang Blade, hvori man kunde sætte hans Portræt, naar han gjorde sig usynlig og skulde efterlyses, og saa fandt man paa den geniale Idé at udstille Kalorius for alt Folket i Charlottenborgs Gaard. Der blev rejst en Tribune og ovenpaa den et solidt Træbur, hvori han blev anbragt i Lænker, og det forstaar sig, at hele Køben* havn skulde hen og se paa Mikkelsen, og han, der ellers havde tilbragt hele sit Liv med at tømme andre Folks Lommer, bragte altsaa paa den Dag en fuld Kasse her i Vinstuen. Gyldenløves dejlige Have blev i 1778 skænket Universi* tetet til Botanisk Have; her var fredeligt og rart, og i den Tid, hvor der ikke var Forelæsninger mødtes elskende Par derinde i al Ro og Mag; men i 1872 flyttedes Haven ud, hvor den nu ligger, og de Bæster, der saa blev Herrer over Charlotten*\ borgs Have, raserede den og opførte Gammelholms grimme Kasser i Stedet. Men Charlottenborg selv har været en udmærket Institu* tion for Vinstuen her, for det vilde jo være en daarlig Kunst* ner, der ikke havde Smag for en god Toddy eller nu en Whisky*Sjus; jeg vil ikke just sige, at Charlottenborg har været Vinstuens Hovedstøtte; der ligger en anden Kunstanstalt nær* mere,« sluttede Maleren, »men jeg synes, vi har al god Grund til at drikke Charlottenborg og dets Kunstneres Skaal her i Jubilæumsaaret«. Alle rejste sig og drak under et rungende Hurra den foreslaaede Skaal, og denne Gang skred den strenge Tjener ikke ind, men saa med et lunt Smil til ved den højtidelige

15

Handling. Han tænkte vel paa . . . . naa, Tanker er toldfri, som alt andet ogsaa gerne skal være det paa en Vinstue. * * * Ved næste Møde blev det Skuespillerens Tur. Han mødte væbnet med en stor Rulle Papir, hvad der foranledigede den Gamle til at spørge, om det var en Rolle, og om han vilde læse den op. Det var nu ikke Meningen, og man saa noget skuffet ud, da han begyndte: »Det være langt fra mig at tale om det kgl. Theater og dets Kunstneres Bidrag til denne Vinstues Karakteristik og Fysiognomi; thi det er ikke min Sag at kompromittere mine Forgængere og nuværende Kolleger ved at krænke deres Privatliv. Jeg vil heller ikke tale om de Forstudier til Fremstillingen af komiske Figurer, vi Kunstnere godt har kunnet gøre her paa den anden Side af Torvet, skønt Emnet er meget fristende«. Den Gamle af Dage rømmede sig her uheldsvangert, men den tykke Skuespiller skyndte sig med at fortsætte: »Nej, ser I, jeg er vant til at faa mine Roller foreskrevne af andre, og derfor har jeg formaaet en Ven, som er Specialist i Københavnerlivets Historie, til at skrive noget op for mig om det vekslende Liv, man har kunnet iagttage her fra Stuen i Tidernes Løb ude paa Torvet.« »Vi skal vel for Himlens Skyld ikke have kunstnerisk Oplæsning her nede?« busede det ud af den Gamle. »Nej, bevares, det er blot en Snydeseddel, en Sufflør, om I vil; jeg har skam læst paa min Rolle,« svarede Skuespilleren og begyndte: »Min ærede Afbryder hævdede, at Kongens Nytorv var Byens Hjertetorv, og deri er jeg enig med ham; thi saavel Byens daglige Liv som dens Hovedbegivenheder sætter altid Præg paa vort kære Torv. I kan bare se paa Børnehjælpsdagen nu om Stunder, vi haraltid haft store Boder og Karruseller her paa Torvet, vi hartjent gode Penge, og da Børnehjælps* dagens Begivenheder første Gang skulde foreviges paa Lærredet,

16

valgte da ogsaa vor Københavner*Maler par excellence, Erik Henningsen, at male den første Konges Deltagelse i Dagens Liv ved at male gamle Kong Christian d. I X og hans popu* lære Søn Prins Valdemar staaende paa Kongens Nytorv, om* ringet af sit henrykte Folk, da han for 20 Aar siden netop her begyndte sin historiske Vandring ned gennem Strøgets over* fyldte Gader. Den Dag stod jeg her udenfor Døren og saa ham gaa rundt og dele sine blanke Tokroner ud til Bøsserasierne. Der er altid saa dejlig Plads her paa Kongens Nytorv, naar noget skal udfolde sig. Kan I huske Grundlovstogene i gamle Dage, da vi sang: »Naar ingen Ploug gaar foran og ingen Scheibelein bag, saa er der ingen Sjov ved en Grundlovsdag.« Vi, der ikke gik med, saa det alt sammen her nede fra Hviid; og husker I Fakkeltoget til Holbergs Statue i 1884. . « »Det kan du sgu ikke huske selv, din Grønskolling,« af* brød den Gamle. »Nej, men det staar her«, stammede den afbrudte og pegede i Manuskriptet. »Men jeg kan da huske det rædsomme Regnvejr, da Studenterne gik med Fakler og Lysballoner til Kong Christian d. IX i 1888 ved Regeringsjubilæet. Der sang vi: »Faklerne svinede ærligt Personen, men paa Kongens Nytorv gik Ballonen,« ork ja, hvor saa de ud, de arme Studenter, drivvaade var de, og det røde fra de slukkede Lysballoner og Sværten fra Fak* lerne gjorde deres Ansigter rødmalede paa sort Grund, og dog sagde den gamle Konge, da det druknede Tog svingede ind paa Amalienborg, at »han var synlig overrasked over den Orden, hvori de sjasked’.« Men vi, der heller ikke var med der, sad her nede i Tørrevejr og raabte Hurra for de vaade Studenter.« »Ja, leve de danske Studenter!« raabte Maleren pludselig, saa pludselig, at de øvrige ganske overrumplede greb deres Glas og drak Studenternes Skaal med. »Ja, det var nu slet ikke min Mening,« sagde Skuespilleren

17

ærgerlig, »der er længe, til vi kommer til min første Skaal, den er saa ganske anderledes fint forberedt.« »Aa skidt, klø du bare paa!« svarede den Gamle, »vi har saamænd ingen Skade af et Glas for meget! »Og saa var der Henrik Ibsen, en Kraft af første Rang, men anden Rangklasse, som de kaldte ham, da han var blevet Storkors og talte til Folket fra Loggiaen, der var ingen, der kunde høre, hvad han sagde, men de sagde, at han talte. Og der var Fru H e n n in g s . . . « »Ja, og Sarah Bernhardt,« afbrød den Gamle; »men det kan du ikke huske, lille Ven«. »Men saa kan jeg da huske O la f Poulsen «, raabte Skuespilleren og slog i Bordet, saa Glassene rystede; jeg stod selv her udenfor og saa dem trække ham rundt om Hesten. Han stod op i Vognen; han kom lige her forbi, og vi raabte Hurra for vor gamle Vaabenfælle her nede fra, og han viftede til os, og vi løb bagefter hen til »Monopol«, hvor han kom frem i Vinduet og inviterede os alle sammen til at se ind til ham paa Fredens* borg. Ja, se her var det, jeg vilde have drukket et Mindebæger for ham; men nu er det ødelagt.« »Nej, hvorfor dog det?« sagde Maleren, »vi drikker for O la f Poulsens Minde; han var en god Mand ved et godt Glas, det kan vi da huske alle sammen.« Og saa kom O la f Poulsens Skaal. »Det har dog ikke altsammen været Glædestog, vi har set herfra,« vedblev Skuespilleren, »Kan i huske i 1906, da de førte gamle Christian d. I X ’s Lig til Slotskirken. Det var første Gang, Falck med sit Redningskorps traadte i Funktion. Vi sad og lo af ham hernede, senere har vi faaet andre Tanker om ham . .« »Ja, det er sandt!« raabte Maleren. »Redningsfalken skal . . « »Nej, han skal ikke,« tordnede den Gamle, »ellers ender det med, at vi maa have Bud efter ham for at faa dig hjem.« »Og husker i saa hin triste Vinterdag i 1909, da de ved Faklernes Skær bar vor populæreste Prinsesse, Marie, fra det gule Palæ? Det saa smukt ud her fra. Men lad os ikke gaa for dybt i de sørgelige Minder! Lad os huske paa Livet paa Kongens Nytorv i vore Oldeforældres Tid; det var den Gang, det endnu sneede rrgtigt i København; da var det en yndet

18

Sport at invitere sin Hjerterdame til en Kanetur rundt om Hesten; det kostede 4 Skilling, og Kanerne holdt lige saa tæt her udenfor som Bilerne nu til Dags. Og hvilket Indtryk har ikke de første Omnibusser gjort paa Vinstuegæsterne! Det var i Begyndelsen af Fyrrerne; Vognene var gule, og de gik her fra Kongens Nytorv og kørte helt ud til Fasangaarden. Højt oppe tronede Kusken i al sin Vælde, der gik et Hørerør oppe fra lige ud for hans Øre ned gennem hele Vognen, hvor det endte i et Gummirør med Tragt, hvori Konduktøren brølede sit »Kør« og »Holdt«! Og næsten hver Aften ved Theatertid stod Adam Oehlenschlæger ud af Omnibussen, han kom fra sit Hjem paa Fasangaarden, og han har nok hyppig kastet sit Blik hen til Huset her. Det var jo i Kaféen her lige ovenpaa, at han første Gang mødte sin Skæbne, da Ole Hævonymus Myn= stev præsenterede ham for Henrik Steffens, medens han sad og spiste sin Bøf hos Traktør Richter. Siden hen fik vi de Keiff= lerske røde Busser, og de har i al Fald en Tid passeret lige forbi Hviid, det var i de Dage, da vi sang om »de gode, gamle Rumlekasser fra Hesten og til Frederiksberg«, der maatte »dreje om ad Lille Kongensgade, for der var jo lige saa rart«. Og husker i det Mudder, der var her udenfor, da i Begyndelsen af 1910’erne den første Omnibil afløste den sidste Hesteomni# bus; Pressen sad ovenpaa, og vi vrælede Hurra baade for de gamle og de nye«. »Har der slet ingen Optøjer været paa Kongens Nytorv?« spurgte Selskabets fjerde Medlem, der stadig før havde været passiv, men nu begyndte at stramme sig op, da han med al Sandsynlighed snart selv skulde tage Ordet for en Dags Under# holdning. Det var en Journalist, der i al Fald tilbragte en Del af sin Dag hernede for at fiske Nyhedsstof til sit Blad. »Jo«, svarede Maleren, »de slog jo Ruderne ud i Paaske# dagene for Aar siden«. »Nej«, fortsatte Skuespilleren, »det var ikke noget imod, hvad der skete i gamle Dage, og det var netop det, jeg skulde slutte med, hvis jeg kunde faa Ørenlyd for al den private Konversation. Kan I huske, at der var en Direktør for det kgl.

19

Theater, der hed Niels K rog Bredal? han var i Direktionen i 1771 og han indledede sin Sæson med et Syngestykke, der hed »Tronfølgen i Sidon«, noget skrækkeligt Stads, som han selv havde skrevet. Da Datidens skarpeste Kritiker, Peter Rosenstand Goiske, kritiserede Stykket haardt i sin »Dramatiske Journal«, svarede Bredal ved at misbruge sin Stilling til som Efterspil at opføre en lille Situation, hvori han fremstillede sin Modstander latterligt paa Scenen. Det rygtedes, og hele Byen kom i Oprør. Paa Vinstuerne, ogsaa her nede, hvor den Gang, mest Office* rerne samledes, drøftede man ivrig Situationen, og om Aftenen mødte en Del Studenter med Kaarder ved Siden i Parterret for at pibe. Men af Officererne, der tog denne Optræden som en Fornærmelse mod de optrædende Aktricer, hvoraf flere var deres Elskerinder, mødte Oberst Køller, — d’Hrr. kender hans Navn fra Caroline Mathilde og Struensees Historie, — i Spid* sen for en Del Officerer og plantede sig paa Parterrets første Bænk, fordi de ikke vilde taale, at de »Blæksmørere spillede en af Hs. Majestæt bestaltet Direktør og galant Mand paa Næsen«, de vilde give Journalisten og hans ganske Anhæng en Lektion, saa at de skulde krybe i et Musehul. Lige fra Begyndelsen gik det an fra Officerernes Side med Trampen, Klappen og Bravoraab, medens Studenterne søgte at afbryde Forestillingen med Raab op til Skuespillerne. Værre blev det under Efterspillet, saa peb Studenterne i Væg* terpiber, saa Murerne rystede, og Forestillingen maatte afbrydes. Saa rejste Køller og alle Officererne sig med et voldsomt Brag og klappede i deres Hjorteskinds*Handsker. Og et Øjeblik efter var hele Parterret en Valplads. Under Køllers Brøl: »Schufte, Schlingels, vermaledeitetes Crapule! Heraus mit den Liiemeln!« Det gik nu løs paa Næver, Stokke og Kaarder. Damerne hvinede og besvimede, og Blodet flød, og Studenterne blev drevet ud paa Kongens Nytorv, hvor de modtoges af de Offi* cerer, der her fra Vinstuen havde afventet Slagets Gang; der flød Blod i stride Strømme, og Offiicererne trak sig langsomt ind i Vinstuen for at lokke Modparten efter sig, og herinde fik Studenterne Prygl efter Noder. Og flere Dage efter sloges

2 0

Studenter og Officerer rundt om, hvor de traf hinanden paa Vinstuerne, selvfølgelig først og fremmest her, saa at Datidens Hviid, som den Gang hed Kopp, fik alt sit Bohave ramponeret, ikke at tale om alle de Flasker og Glas, der gik i Løbet. Hjemme i sit Logis i Vingaardsstræde laa Johannes Ewald syg i sin Seng, Han hørte Rabalderet og fandt det saa komisk, at Officererne vilde indbanke Studenterne deres kunstneriske Opfattelse, at han paa et Bræt, han brugte til Pult, skrev sin Satire: »De brutale Klappere« i Løbet af nogle Timer. Det fremgaar for Resten af Stykket, der foregaar her paa Vinstuen, at baade Værten, hans Madamme og Kælderpigen i de Dage deltog i Opvartningen, og at navnlig Forholdet mellem Kælder* pigen og Stamgæsterne synes at have været ret ugenert«. »Den Kælderpige vilde jeg gerne have kendt«, sagde Ma* leren stille med et Suk. »Skal vi ikke drikke Damernes Skaal, hvis du nu er færdig«. Det syntes alle godt om, og man drak »for det andet Køn«, som den Gamle sagde »for der er ingen Grund til at kalde dem det smukke, vi har ogsaa vores Charmel« Men Skuespilleren saa i sit Manuskript og sagde: »Ja, stop nu lidt, jeg har et Par Smaating endnu om Optøjer paa Kongens Nytorv. Det var, da Christian d. V I I var ung Konge, og mens han sværmede om Natten med Støvlet-Katrine, at han pludselig fik Lyst til at se den berømmelige Jfr. Rose, som Grev Danneskjold=Laurvigen i Frederik d. Femtes Dage havde bortført fra det kgl. Theater og holdt indespærret i sit Palæ i Bredgade, til Kongen befriede hende og forviste Greven til Norge. Damen skal have været meget smuk og blev med en større Sum »i Reparation« sendt paa Landet for at komme sig ovenpaa Forskrækkelsen og føde Grevebarnet; men nu talte hele Byen om, at hun var vendt hjem og boede i Stilhed hos sin Fader, den gamle Skuespiller, i Lille Kongensgade. Saa fik Kongen paa sin natlige Tur pludselig Lyst til at se den berømte unge Dame og stormede op og forlangte, at den forskrækkede Madam Rose skulde vise ham Datteren. Da hun ængstelig kom frem, stod Kongen lidt og gloede paa hende, saa udbrød han: »Aa skidt, ikke andet!« og stormede videre med sin Horde ned

2 1

her i Vinkælderen, hvor han slog alting itu. Derfor lukkede Værten ogsaa ængstelig siden Skodderne for sine Vinduer, naar det rygtedes, at Kongen var ude med sit Slæng. Og i al Fald een Gang havde han det nødigt; thi en Nat var den vilde Jagt igen over Byen. Kongen vilde altid i Lag med Vægterne og vilde erobre deres Morgenstjerner for at bringe dem med hjem paa Slottet som Trofæer, og i Reglen lykkedes det ham, fordi Vægterne kendte ham og var bange for at slaa igen; men en Aften, da det var rent galt, fordi Kongen ikke kunde komme herind paa Vinstuen og slaa i Stykker, lod Vægterne, som om de ikke kendte ham, og gennempryglede ham saa eftertrykkeligt, at han og hans Følge skyndsomt maatte retirere ind paa Char* lottenborg, hvor det lykkedes ham at faa Porten smækket i, saa han blev frelst. Og saa skal jeg slutte med at minde om hin berømte Juleaften i 1771, da Fodgarden gjorde Oprør her paa Kongens Nytorv ud for Hovedvagten, fordi det var rygtedes, at Stvuensee vilde nedlægge Garden og stikke dens Soldater ind i andre Regimenter. Den Dag var der ikke saa fredeligt paa Vinstuen som nu, naar vi hver Dag henad Kl. 12 ser vor egen Vagt* parade trække her forbi med klingende Spil. Det er en Fest at staa her i Vinstuen og se de stolte Karle med Bjørneskinds* huerne komme marcherende«. »Ja det har du Ret i«, afbrød Maleren begejstret, »lige fra jeg var ganske lille, har jeg elsket Vagtparaden! Saa vil vi slutte med at drikke Vagtparadens Skaall« Og under Akkom* pagnement af Tappenstreg, udsat for Flasker og Glas, drak man for den kære Vagtparade. Skuespilleren tørrede sin svedige Pande, og den Gamle a f Dage sagde: »Det kom du jo rigtig pænt fra, du lille Gøgler; men jeg synes, at vi endnu mangler at høre noget om Vinstuen her, og da vore to sidste Medlemmer af Symposiet ikke egentlig egner sig som Ordførere ved selve Jubilæumstalen, saa vil jeg foreslaa dig, at du til i Morgen inviterer din Ven Forfatteren, af hvis Visdoms Kilder du saa snedig har øst og saa tarveligt læst op, til at komme herned for at afslutte disse Mindefester

2 2

ved et Glas med os, saa kan han maaske fortælle os lidt af det, vi mangler«. Herved blev det, og lidt efter gik hver til sit. * * * Den næste Dag mødte Maleren lidt før de andre. Man kunde straks se paa ham, at der var noget usædvanligt paa Færde; han havde ren Flip paa og bar en mægtig Blomster* buket i Haanden, som han ved Buffistens Hjælp fik anbragt i en af Vinstuens Vinkølere midt paa Bordet, derpaa anbragte han to mave*bebæltede Cigarer ved hver Plads og gav sig i Resten af Ventetiden til ivrigt at rense sine Negle for at være fuldkommen ulastelig, naar Festen skulde begynde. Efterhaanden kom de øvrige Deltagere, alle med Violbuket i Knaphullet, og snart var alle bænkede med den Gamle a f Dage, der førte den indbudte Hovedtaler, Forfatteren, til Bords. »Lad os saa fange an«, sagde den Gamle a f Dage, »men jeg maa i Dagens højtidelige Anledning gøre dig, Maler, op* mærksom paa, at vi ikke skal have nogle af dine Afbrydelser og Drikken Sjusser med Skaaler til midt under Foredraget. Det er derfor sikrest, at der mod Sædvane, men med min Kaution anbringes hele Flasker af de Fluida paa Bordet, som hver enkelt af de deltagende ønsker at nyde, saa at han, naar han føler sig tørstig eller ønsker at hædre en i Foredraget om* talt Person eller Institution med et Bæger, i Stilhed tømmer det selv uden at rejse sig, ligesom han paa ny i Stilhed kan fylde sit Glas. Skulde den ærede Taler imod Forventning selv ønske at fugte Organerne, staar det ham frit for, men det er ingenlunde Signal for dig, Malerklat, til at fare hysterisk op og udbringe Skaaler, ligesom jeg vil raade dig til at holde dig indenfor Maadeholdets Grænser med, hvad du nyder, da du ingenlunde kan vide, hvorledes Festen udvikler sig senere hen. Vi har alle forberedt vore respektive Koner paa, at vi kommer senere hjem til Middagsmaden end sædvanlig; men vi vil, til den engere Del af Festligheden er forbi, strængt have overholdt den gode Tone og velanstændige Borgerlighed, som altid, naar

2 3

du ikke er til Stede, præger vore Møder her i Byens ældste og mest meriterede Vinstue«. Nu rejste Forfatteren sig op for at begynde. Men med alle Rædslens Tegn malede i sine Træk udbrød den Gamle a f Dage: »Nej, for Himlens Skyld, unge Mand, De vil da ikke staa op! De kunde jo forkøle Dem, og De kan slet ikke naa Deres Glas. Sæt Dem ned, lad som De var hjemme, og drik Sjus til«. Siddende begyndte da Forfatteren sin Udtalelse: Begrebet Vinstue er saa gammelt her i vor By, at det ikke længere kan siges, naar den ældste begyndte, eller hvor den laa. Vi ved, at paa Frederik den Andens Tid laa Raadhuset, der var en høj massiv Bygning med takkede Gavle, mellem det nuværende Gammeltorv og Nytorv; den sydlige Side var indtil Christian den Fjerdes Tid tarvelig og beskeden; thi Nys torv var bedækket med Boliger for Kommunens Embedsmænd og Tjenere, Bysvendene, Mestermanden o. a., og der laa tillige en Materialgaard og en Staldgaard, saa at Bygningerne ingen almindelig Adgang har kunnet have fra denne Side og over* hovedet ikke har kunnet gøre sig gældende mellem Omgivel* serne. Men deres største Ejendommelighed var Vinkælderen, som tilhørte Magistraten, og hvorfra denne drev en indbringende Vinhandel, saa meget mere som den havde forskellige Privilegier frem for Byens andre »Vinførere«. Arresterne stødte lige op til Vinkælderen, fra hvis Vinstue de ulykkelige Fanger kunde høre deres mere heldigstillede Medborgere pokulere og drikke Skaaler. I Christian den Fjerdes Tid havde adskillige Gæstgiverier tillige Ret til at drive Næring som almindelige Traktørsteder, saa at der var nem Adgang og rigelig Lejlighed for Folk til at slukke Tørsten udenfor Hjemmet. Staden vrimlede af Drikke= boder, hvilket vil sige Værtshuse, hvor der udskænkedes 01, Vin og Brændevin. De laa mest nede ved Stranden. Kun en enkelt Gang, naar der var Dyrtid, blev det forbudt at brænde Brændevin; men saa florerede akkurat som det gaar i Norge og Amerika og andre Forbudslande nu, det hemmelige og langt farligere Hjemmebrænderi.

2 4

Efter Krigen i 1660 fik Johan M erho ff som Tak »for tro Tieneste han i forleden Feidetid giort haver« Lov til at ind* rette en Ølbod for Vejfarende ved Peblingesøen, omtrent hvor Nørrebrogade nu ligger. Senere har man lignende Boder paa Vesterbro og ved Toldboden, hvor man ogsaa kunde faa Brændevin og Madvarer. Det sidste var et meget søgt Sted, hvor man kunde faa »Vin, 01, Negerøjne, Kold Skaal etc. og hvor med Forlystelse gaves en dejlig Udsigt over Havet og Kongens Skibe«. Samtidig fik vi en Masse tysk 01 til København, hvor vi dog ogsaa selv bryggede finere Varer som »Hamburger* Rummeldus og andet blegt 01«. »Rummeldus var vist noget for mig,« hviskede Maleren til Skuespilleren, men han holdtes i Ave ved et strængt Blik fra den Gamle. »Men«, fortsatte Forfatteren, »den skænkedes ogsaa ud fra adskillige Vinkældere Byen over, og de var stærkt søgte. Vin* handlere og Vintappere skænkede her rigeligt ud, men Apo* thekerne havde ogsaa Ret til at holde Vinkældere, men fra dem maatte der kun sælges i Potter og Ankere og under ingen Betingelse fransk og rhinsk V n fra samme Kælder. A f og til fik ogsaa andre Næringsdrivende Lov at udskænke Vin, saaledes en Guldsmed i 1655, men kun paa Betingelse af, at han købte sin Vin hos Handlende i Byen. I 1651 havde nemlig Vinhand* lerne, for at værne deres Interesser, sluttet sig sammen i et Laug, i hvilket ingen maatte optages, som ikke havde tjent 6 Aar ved Faget og ejede 1000 Rdl. Kun Laugets Medlemmer maatte udtappe Vin, Akvavit og fremmed Drik (01 undtaget), og fra Skibene maatte fremmede kun sælge »Vin i Stykker«, 3: Piber og Oksehoveder, men ikke i Amer, Bimpler og lig* nende Smaapartier«. Men der blev hyppig gjort Indgreb i Vinhandlernes Næring, og i 1652 maatte Kongen forbyde Købmænd, Silke* ogKlædekræm* mere, Urtekræmmere, Skippere, Guldsmede, Barberere og andre Haandværkere at gaaVinhandlerne i Næringen, og ingen maatte give sig af med Tapperi uden først at have lært »Fasbinderhaandværket«.

2 5

Den fineste Vinkælder var endnu Raadhuskælderen, den var bedst forsynet og maatte udskænke al Slags Vin, men kun rene og ublandede Varer. I 1662 hed Ejeren her Peder Willumsen Deichmann, og han indrettede ved Raadhusets østre Ende et Skur, hvor udi de, som vilde være for sig selv og drikke et Glas Vin, kunde have deres Magelighed. Paa Boldhuset var der ogsaa en fin Vinkælder. Og i Byen var der ansete Vin* handlere som Johan Lehn, Jacob Fuiren, Griffenfelds Morfader Peder Motzfeld, som leverede til Hoffet og i 1659 fik Afgiften af Ladegaardsmarken som Betaling for leverede Varer; Griffen* feids Fader, Johan Schumacher, havde en Vinkælder paa Hjørnet af Løvstræde og Købmagergade; men det var paa det modsatte Hjørne af det Sted, hvor den nu saakaldte »Griffenfelds Kæl* der« nu ligger; den er af langt yngre Dato. V i sidder her i Byens ældste eksisterende Vinstue, alle de, der var ældre end den, er gaaet neden om og hjem, og det har i denne Forbin* delse ingen Betydning, at andre Vinstuer har taget gamle Navne op og drevet Stuerne paa ny under disse. Blandt andre kendte Vinhandlere paa Schumachers Tid kan nævnes W igan t MicheU becker, Nicolai Edinger og Abraham Lehn. En fransk Rejsende paa Christian den Fjerdes Tid for* tæller, at han under sit Ophold her i Staden er bleven gode Venner med en Vinhandler Ditlev Hansen, der boede nær Vor Frue Kirke og havde følgende for en Vinhandler gode Egen* skaber: »Han taler Italiensk, er rød i Ansigtet, pukkelrygget, en god Kammerat, drikker tæt og holder meget af at prise Vin og mindes Italiens Herligheder«. Med Hensyn til Livet paa disse Vinstuer siger en Samtidig, at der falbødes Østers i Rhinskvinskælderne af Rendekællinger med Kurve paa Armen. Dette maa sigte til Soldaterkonerne, der havde dette Privilegium. Gæsterne fordrev Tiden med at ryge eller synge Rundsange . . . «. »Det maa vi ikke her«, hviskede Skuespilleren. »Hold Kæft«! sagde den Gamle. »Og ellers«, vedblev Forfatteren uforstyrreligt, »doblede man om Drikkevarerne eller spillede Femkort, Lanter, Piquet,

2 6

Labet, Skærvindsel og Pas dix. Tit sloges man, trak blank og kørte hinanden Krusene i Hovedet. Magistraten bestemte Tax* terne paa Vinen, og Prislisten skulde findes opslaaet i Kælderen. Naar Priserne sattes op, hedder det i den danske Mercurius, at »Vintapperen af Fryd slaar Krøller paa sin Hale«; men i øvrigt siges det, at »hvo lækkert drikke vil, det og betale maa«. Nede ved Frue Kirke laa den fine Vinstue Dyrkøb, hvor de fornemste Vinstue*Gæster kom. Det havde Façade mod Klædeboderne, nu Skindergade. Det var grundlagt af Johan Lehn , en Hollænder, der var kommet hertil, træt af Tredive* aarskrigens Uro. Her var en Skænkestue og et større Værelse, hvori Spillerne samledes. Men det var først under hans Søn, Abraham Lehn, der var en højt anset Borger og hørte til Byens 32 Mænd, at Livet her udfoldede sig ret karakteristisk. Han er samtidig med den Vinhandler C. Hendrichsen, som i 1723 aabnede den Vinstue, hvori vi her sidder, saa at den drastiske Skildring, Digteren Jens Steen Sehested i Christian den Femtes Dage giver af Vinstuelivet i Almindelighed, ogsaa kan passe paa vor. Det hedder saaledes: »Mig drikkes til, jeg gør Besked, saa længe som mig lyster, det bedste Raad, som da jeg ved,

er »Tønden har en Søster«! Jeg bliver da som nylig fød’, min Gæk vil til at svømme, da springer Hjertet i mit Liv ret som en Lammerumpe, tit lader jeg til Tidsfordriv mit Glas i Gulvet dumpe«.

Her stak Maleren i en ubehersket Latter og udbrød: »Nej, hør, hans Skaal maa vi drikke«! og trods den Gamles Protest drak man et Bæger til Fædrenes Minde. Saa kilede Forfatteren paa igen: »Her mødes Officerer med Studenter og Borgere. Adelsman* den rasler med Terningerne, og gaar Vinen ind, gaar Forstanden ud.

27