FamilieminderMuusBruunFaber

Som med Lov man Land skal bygge, At Enhver kan boe i Fred, Saadan Husets Ro og Lykke Grundes skal paa Kjærlighed; Held det Huus, hvor denne milde Lyse Aand usynligt boer, — Skjønt som Markens Roser vilde Blomstre skal dets rige Flor. Nu igjen paa lette Vinger Flagre Tonerne forbi, Par for Par omkring sig svinger Henad Gulvet let og fri, Ingen Byrde Sjælen tynger Inden denne Tryllering. Let bevinget kunstigt slynger Dansen sine Snirkelsving. Mon da ingen Mislyd hørtes i den rene Jubelsang? —Jo—men svagt kun Strængen rørtes Som med Vemodstonens Klang. Krigens Gud stod fjernt tilside Med de sammentrukne Bryn, Fra de mørke Øjne glide Skarpe Blik som Flammelyn. Han beundrer, at hans Sønner Have end til Glæden Mod, Med sit Bifald han dem lønner — Men dog taus og fjern han stod. Vel man seer ham, men man lader, Som han ei tilstede var, Og den tause Gjæst ei skader, — Glæden lyser lige klart.

Hist i Luften Ringen kaster Kjækt den fine Pigehaand, —Ønsket lig, der opad haster Fra den længselsfulde Aand; Først den stolt mod Himlen iler, Før den bøier ned igjen Og tilsidst den stille hviler, Hvor den Skjæbnen styred hen. Hver en Yngling List og Kræfter Bruger i den muntre Strid, Stirrer først begjærlig efter Ringens høie Flugt en T id ; Men naar ned den atter svaier Springe Alle mod den frem; Den, som bedst tilside feier, Kampens Priis vil føre hjem. Hvilen efter Striden følger; Henad Engen vandre vi, Glide over Aaens Bølger, Søge Skovens dunkle Sti. Taagen sig i Engen hæver, Solen synker luerød, Maanen frem paa Himlen svæver, Luften er saa mild og blød.

Snart vi nærmet har os Hjemmet Med den venligtaabne Dør; Ingen der sig føler fremmed, Naar han føler som han bør. Snart et Bord med muntre Gjæster Er Værtinden, Værten kjær —

Hvad er alle Hoffers Fester Imod den, som holdes her!

114