FamilieminderMuusBruunFaber

Løverdag Aften den 13de Juli 1830

Skulde vel saa glade Timer Svinde hen som Damp og Røg, — —Aftnen sine Purpurstrimer Maler smukt i Skyens Strøg, Men saa hurtigt synker Solen Og det skjønne Syn er tabt — Taage kun er Purpurkjolen, For Minuttet blev den skabt. Men en Aften skjøn som denne Skal ei svinde bort saa let; Tiden skal sig kraftløs vende Af forgjæves Stræben træt; Om den ingen Blomst vil taale, Som den selv har yndigt sat, Evigt dog skal denne straale Som en Stjerne i vor Nat. Naar sig raske Svende samle Med saa fagre Møer som hist, —Muntre Unge, glade Gamle — Tændes Livets reene Gnist; Muserne usynligt svæve Med de hulde Gratier frem, Sjælene de sammen væve, Skjælmen Amor følger dem.

Kun af mange fine Traade Flettes kan saa skjønt et Net, Ingen jordisk Haand kan raade, Himlen selv fuldender det; Sjelden kun saa rigt den skjænker Sine Gavers milde Strøm — Bind den fast med Ordets Lænker, Før det Skjønne bli’er en Drøm. Høit mod Himlen Ungdomsflammen Blusser stærk og reen og klar, Uden den al Spøg og Gammen Er en Mark paa Blomster bar. Muntre Indfalds lyse Gnister Fare ud mod hver en Kant, Tomme Vedtægtslænker brister, Fri sig Aand og Hjerte fandt.

Hør Musikens muntre Toner Som en Fuglekvidder hin Under Skovens grønne Kroner Fra en enkelt Violin. Strax for Damer Herrer bukke,

Snart i Orden Ballet var, Og i Dansen let sig vugge Svævende de glade Par.

113

15