FamilieminderMuusBruunFaber

Om end mit egentlige Barndomshjem var i Odense, saa ejede dog Kerteminde med den gamle Købmandsgaard en ejendommelig Til­ trækning saavel for mig som for alle mine Søskende — et Forhold, der har bevaret sig til den Dag idag. Sammen med Virksomheden i Odense drev Fader vedvarende den oprindelige Forretning i Kerteminde. Som Regel kørte han en Gang eller to om Ugen derned, og om Sommeren, særlig i Ferierne eller paa Søndage, fik nogle af os Børn Lov til at komme med. Og saa blev der Fest. Der blev spændt for den store, aabne Familie­ vogn, og det størst mulige Antal blev anbragt deri. Vi kendte jo hvert Hus paa Vejen, og naar Kertemindes røde Tage første Gang skimtedes over den blaa Fjord, hilstes de med høie Jubelraab. Den gamle, bin­ dingsværks Købmandsgaard havde — og har endnu — en Eiendomme- lighed: Man kører altid ind ad Bagporten, og gode Venner og Kun­ der, der vil hilse paa Familien, gaa ikke rundt til Entréen, men i al Gemytlighed fra Gaarden ind igennem det store gammeldags, hol­ landske Køkken med sine Gulvfliser, sin brogede Maling og sin store Komfurhvælving. — Ja, det Køkken i Kerteminde! Aldrig har senere en Frokost smagt som det Maaltid, vi trakteredes med, naar vi kom til Kerteminde. Saa tumlede vi Dagen igennem ved Havnen og i Skoven eller paa Tømmerplads og i Butik, og naar vi om Aftenen skulde køre hjem, fik hvert af Børnene ufravigelig et Kræmmerhus med Svesker, Rosiner og Mandler. Det var vor faste, højt elskede Tribut. Man var nøisom dengang. Og saa kørte vi hjem. Hurtigst muligt svøbte vi Børn os i de med­ bragte Tæpper, Hovederne søgte det bedst mulige Støttepunkt, og snart sov vi alle bliedeligen. Saa farer vi op ved et Stød af Vognen, — hvor tydeligt føler jeg det endnu! Vi er inde paa Odense Brolægning, Kertemindeturen er forbi. O. B. Muus

94