EventyrUdlandet_1905

249 Desværre tog han Afsked med denne By paa en Maade, som var os alle lige pinlig. Da han en Formiddag efter Sædvane kom op i Forenin­ gen for at læse Aviser, havde Batzmann, som var Foreningens Sekretær, endnu ikke bragt dem, og da Arentzen senere erfarede, at G ru n ­ den hertil var den, at Batzmann paa Vejen fra Bravo havde spist Frokost i Café Carlo, en af Roms mest besøgte Kafeer, blev han aldeles rasende og klagede i Ankeprotokollen over, at Batzmann „besøgte Kroer og Kipper“ i Stedet for at varetage sin Gerning som Sekretær. Dette vakte almindelig Harme blandt Kunst­ nerne, og Batzmann forlangte en Aften, da vi alle var samlede, at Arentzen skulde stryge de paagældende Udtryk, men fik kun til Svar: „Hvad jeg skrev, det skrev je g ,“ ganske som om han gav en Discipel en Anmærkning. Da kom det til en højst ubehagelig Scene, som b e­ virkede, at Arentzen forlod Rom. Og saaledes havde vi mistet begge vore Digtere, den ene paa Kærlighedens og den anden paa Vredens Vinger.

Je g har hidtil dvælet ved Kunstnerne, Arkæo­ logerne og Digterne; men der var naturligvis