EventyrUdlandet_1905

233 til Festen, og Talerne blev fordelte saaledes, at naar Bravo havde udbragt de nordiske Hellig- trekongers Skaal, skulde Goldschmidt tale for det høje Brudepar, medens jeg fik den mindre misundelsesværdige Opgave at tolke mine Følel­ ser for Dronning Victoria. Vi samledes i den muntreste Stemning, og gik til Bords. Bravo, som den Dag havde sit store Dannebrogskors paa Brystet, afleverede sin sædvanlige Skaaltale med al Aplomb. Lidt efter rejste Goldschmidt sig, saa’ ud over For­ samlingen og begyndte: „Der var engang en ung og dejlig Prinsesse, til hvem en mægtig Prins bejlede“ --------- Videre kom han ikke, thi i samme Øjeblik hævede hans Ungdomselskede sine nedslagne, fløjlsbløde Øjne i Vejret og saa’ paa ham med et Blik, der som et Lyn gik ham gennem Sjæ­ len. Han standsede som ramt af et elektrisk Stød, saa’ paa hende igen, og alt blev dødsstille; der kom ikke et Ord over hans Læber. Ende­ lig foer han med Haanden til Panden og sagde: „Jeg maa bede Selskabet undskylde, jeg har ladet mig distrahere.“ Og dermed satte han sig ned. Det var en vanskelig Situation at klare; thi at faa baade Prinsesse Alexandra, Prinsen af