ErindringerFraGamleKglBibliothek

46 noget stereotypt ved sig, især naar det er den samme Per­ son, der i mange, mange Aar beklæder Pladsen. Dette blev nu ogsaa Tilfældet med Moldenhawer, og det førte let til, at han kunde føle sig, som man siger, for gammel i Gaarde. Det kunde hændes, at han ikke huskede paa, at der var andre paa Læsesalen end han, og at han af og til virkede generende, naar han ikke selv overholdt den nødvendige Stilhed og Ro. Han brugte omVinteren, naar han kom paa Læsesalen med vaadt Fodtøj, at sætte sig hen foran en af Kakkelovnene og lægge Fødderne med Støvlerne paa op paa Pladen for at tørres, hvilket jo ikke tog sig godt ud. Idetmindste paa sine gamle Dage brugte han, naar Arbejdet var forbi og Alt lagt i Orden, at lade Budet bringe sig en Tallerken med Ost og Franskbrød, og med en stor Lommekniv skar han sig Humblinger af begge Dele, dertil en Dram; det var hans Mellemmad1). Saa lagde han sig tilbage i sin Stol, tændte Cigaren, og naar den var røget ud, begav han sig paaVandring hjemad. Han blev tidlig Kancelliraad, 1829 , senere Justitsraad 1843 , og paa sin halvhundrede Aars Jubilæumsdag blev han hædret med Dannebrogsordenens Ridderkors. Paa den Dag i 1864 drog en lille Flok af Studenter- Sangforeningens Medlemmer afsted for at give en Kon­ cert paa Frederiksborg Slot til Indtægt for de Saarede og de Faldnes Efterladte. Jeg var en af Deltagerne, men jeg rejste tidligere ud til Klampenborg for at have den For­ nøjelse at bringe Moldenhawer Ridderkorset. Da jeg kom til Landstedet i Taarbæk, var Fuglen imidlertid borte, han var vandret sin sædvanlige Tour ind til Bibliotheket, Fruen tog imod Gaven. Jeg stødte ved Holte Station til mine Sanger-Kammerater. I Sommerferien 1870 besøgte han sin Datter og hendes Mand, Skibsbygger Buhi i Frederikshavn. Efter en Spad-

*) Spisekam m eret var paa T væ rbygningen under et skraat T ag; det kaldtes M ad­ skabet.