Erindringer_1937

207 troduktionen til „Em igrantliteraturen“ . Jeg redigerede et særligt Festnumer af „Studenterbladet“ , der blev værdifuldt ved flere sam­ tidiges Vidnesbyrd om hin berømmelige historiske Forelæsning. Mylius Erichsen, hvis impulsive og for alt stort og ædelt begejstrede Personlighed jeg havde lært at skatte i Studentersamfundet, skrev et høj stemt Digt, som hyldede Brandes som en Gud. Han blev lidt irriteret derover, men jeg undskyldte mig med, at Mylius-Erichsen skrev under Navn. Brandes talte om Aftenen i sit gamle Universitetsauditorium, der var mere fuldproppet end nogensinde. Der laa Blomster til ham paa Katedret fra hans nære Venner, som alle havde givet Møde. Da han havde sluttet under stormende Klapsalver, blev der en Pavse — alle ventede paa, at der skulde siges noget i Aftenens særlige Anledning. Da ingen gjorde Mine til at tage Ordet, véd jeg ikke, hvorledes jeg fik Modet — men jeg ilede op paa Katedret, og med en Hyldest til vor Tids „Lynildsmand“ udbragte jeg et Leve for Georg Brandes. Under rungende Hurraraab hilste han fra Katedret, og et stort Tog af Studenter med lysende Balloner fulgte ham derpaa gennem det „latinske Kvarter“ til Studentersamfundet ved Nørrevold. I den store Sal festedes der for Brandes med mange Taler og Sange. Brandes holdt en stærk personlig Tale, hvori han hævdede, at han intet havde at fortryde i sit offentlige L iv: „1871 forstod jeg for første Gang, hvad det er at handle, hvorledes en Handling voxer og udvikler sig, hvordan den bliver til noget andet og mere, end man strax kunde overskue.“ Han sluttede med disse Ord: „Ligesom den, der begynder en stor Bog, ikke véd, hvordan den vil komme til at se ud, naar den bliver færdig, saaledes véd den, der begynder en Gerning, ikke hvor­ dan den vil forme sig. Naar den vel har formet sig, saa er det hans Værk og ikke hans Værk. Jeg ønsker dem alle, at Handlingens Stund en Gang i deres L iv maa komme for dem.“ — En lille Tale, jeg holdt med Tilbageblik over hans frodige Forfatterskab og personlige Be­ tydning, rørte Brandes, der varmt trykkede min Haand. Og endnu en Gang Fest. Den 13de August 1896 havde det Budskab ilet over hele Jorden, at F rith jo f Nansen og hans Ledsager Hjalmar Johansen var vendt tilbage fra Fram-Expeditionen og fra deres fare­ fulde Isvandring. Da Nansens Ankomst til København som Fore­ dragsholder i Geografisk Selskab bebudedes, foreslog jeg, at Stu­ denterne fra Samfund og Forening skulde bringe den store Nordpols­ forsker et Fakkeltog. Forslaget blev vedtaget, og jeg forhandlede med Geografisk Selskabs Sekretær, Kommandør Otto Irminger, med hvem jeg senere paa „Berlingske Tidende“ s Redaktion skulde dele Arbejds­ værelse, i hans Hjem i Peder Skramsgade om Tilrettelæggelsen af Fakkeltoget, saa det kunde flettes ind i Selskabets Fest i Koncert­ palæet. Irminger var Typen paa en gammel Søofficer — intelligent, fint forstaaende, Verdensmand med mange kulturelle Interesser. Hans Døtre — Fru Kaarsberg og Fru K jær — kendte jeg allerede, den

Made with