Erindringer_1937

202 En Sommer boede Direktør Vilhelm Petersen og Fanny Petersen paa Hotellet — hun havde et koloreret Lune, som erindrede om hen­ des Operettedage paa Casino. En forrygende Blæst-Dag kom der ved Middagen Bud ind til mig med en Seddel, der meddelte, at „tre Nordpolsfarere“ ønskede at hilse paa mig — det var W illiam Norrie, Kr. Kongstad og C. E. Jensen. Senere besøgte jeg Norrie, der var Baagelejes første Ny­ bygger højt oppe paa Skrænten. Norrie kørte med mig og min Led­ sager, Tømmergrosserer Olsen, tilbage til Gilleleje, hvor der saa blev festet til den lyse Morgen sammen med K jeru lfs og Vilhelm Petersens. Nede i den østlige Bydel havde Magdalene Thoresen lejet sig et lille, beskedent Hus, som ligger der den Dag i Dag. Ovenfor paa Bakken havde hendes Datter Fru Ludvigsen og Svigersøn Jernstøber Valdemar Ludvigsen med deres Børn lejet en Villa, og hendes anden Datter Fru Falsen kom ofte fra Norge paa Besøg, saa der samledes en stor Kreds om den alderstegne Forfatterinde og lyttede til hendes beaandede Tale. Dør om Dør med hende boede den gamle Billedhugger Professor Saabye, en sjælden kraftig og virksom Mand med mange fornøjelige Fortællinger fra Fortidens Rom — han blev over 90 Aar gammel. Hans Hustru, født Baronesse Haxthausen, supplerede ham godt og lagde ligesaa lidt som Fru Thoresen Fingrene imellem, naar de kom ind paa den Tilsidesættelse, Saabye efter deres Mening maatte lide som Kunstner. Jeg husker en pudsig Scene i den Anledning. Fru Thoresen sidder i Haven og behandler dette sit Yndlingsthema: Emfatisk udraaber hun: „Den forbandede Meldahl“ ! Næppe er Or­ dene udtalte, førend Havelaagen gaar op, og ind træder Kammer­ herreinde Meldahl med Blomster til Fru Thoresen ! Hos hende tra f jeg en Dag Ellen Key, der besøgte sin „kåra Magdalena“ , god og hjærtelig, søgende at indrette alt paa det bedste, sendende Paradoxer om Kvindens Stilling til højre og venstre i Sel­ skabet, fornøjeligst paa Tomandshaand, da jeg fulgte hende til Toget. Og nu „den forbandede Meldahl“ ! To Somre tra f jeg ham og hans Hustru og var glad over Bekendtskabet med disse to særprægede Mennesker. Fru Meldahl var meget talende og holdt paa sin Mands Ret til det yderste. Hans Fjender var ogsaa hendes. „Han kommer aldrig mere i Det kgl. Theater, efter at Fallesen og Ministeriet i sin Tid har fornærmet ham. Han har ikke været dér i over tyve Aar“ , fortalte hun — det drejede sig vistnok om en Bygningssag vedrørende det nye kgl. Theater, hvor han ikke havde kunnet sætte sin V ilje igennem. Og sin V ilje vilde han have. Kammerherre Meldahl var en underholdende Mand at tale med —■ jeg har kun kendt en eneste Personlighed, han kunde maale sig med — Georg Brandes. Denne Lighed holdt han dog ikke at at høre