ErikBøghMinFørsteForfattertid

Som saadan var jeg en fuldstændig lyssky Hypokondrist og fandt Alverden elendig, trøstesløs, tom og trist. Kun Elegi var mit Fag, kun Sorg og Død jeg bebudede, naar fra Taarn eller Tag jeg sang — det vil sige: tudede.

Men nu, da jeg denne Gang atter blev inkarneret og til Menneskerang endelig var avanceret,

mærkede jeg, at min Sang, der burde jublet af Lykke, tvært imod klynkende klang om Livets Tomhed og Tvang og Trængsel og Længsel og Trang til Gravens Hygge og Skygge. Det var kun Pjank, det ve ed jeg, men naar jeg fik Pennen fat, blev jeg straks som besat, og hvordan jeg vendte og vred mig, var det som Mulm og Nat ned over Øjnene gled mig — ja kort sagt: — som Maren red mig.