ErikBøghMinFørsteForfattertid

56 saa kom ud til os med det, og vi skal spille det, saa godt vi kan! Jeg behøver næppe at sige, at det var det Svar jeg ønskede, og at jeg øjeblikkelig fulgte det givne Raad, og indsendte Stykket til Teatret. Kort Tid efter fik jeg et Brev fra Etats- raad H e ib e r g om, at han ønskede en Samtale med mig om det indsendte Stykke. Jeg mødte og blev overordenlig venlig modtaget. Til at begynde med udtalte han sig meget anerkendende om den versificerede Dialog, særlig om Sang­ teksterne og roste Melodivalget som ualmindelig vellykket. — Jeg har aldrig faaet noget Stykke indsendt, over for hvilket jeg har været mere tvivlraadig, om jeg kunde antage det eller ikke, ti jeg indrømmer, at det har alle Betingelser for at gøre Lykke, naar det blev udført, som det skulde, men De har vist slet ikke tænkt paa, om det kan besættes eller ikke! Det maatte j e g indrømme. Jeg tilstod uforbeholdent, at jeg — efter at Anmelderne havde bebrejdet mig, at jeg beregnede mine Stykker for bestemte Skuespillere — ved dette Arbejde havde stræbt at vise, at jeg kunde skrive uden at gøre saadanne Beregninger.