ErikBøghMinFørsteForfattertid

55 samlet ovre i det glade sangrige Vermeland, og Resultatet blev Sangspillet „H u ld r eb ak k en “. Hvorfor skulde jeg negte det? Af alle mine Arbejder er der intet, som under sin Til­ blivelse har sat mig i en saa glad Stemning og voldt mig saa lidt Besvær, og som jeg, da det blev færdigt, har været mere tilfreds med — maaske netop fordi dét mindre end noget andet er kommet til Verden under Trykket af min sædvanlige Selvkritik. Først da jeg var færdig med Stykket, be­ gyndte jeg at tænke paa om og hvo r jeg kunde faa det opført. Kasinoteatret laa jo nærmest for mig, og — da jeg havde set, hvor let man kunde støde en Teaterdirektør, af hvem man var mere eller mindre afhængig, gik jeg til L a n g e , læste Stykket op for ham og bad om hans Raad i Spørgsmaalet om, hvad jeg skulde gøre med det. Han svarede: Jeg synes meget godt om det og skal med Fornøjelse spille det, men et idyllisk Syngestykke paa rimede Vers, der maa betragtes som hørende til et Slags finere „Duftvaudeville“, egner sig hverken for Kasinos Personale eller dets Publikum. Det bør tilbydes det kongelige Teater og bliver naturligvis antaget der, men i modsat Fald,