ErikBøghMinFørsteForfattertid

54 hed og tilfældige Færdigheder, mens den virkelige Digter aldrig nedlod sig til slige Fuskerkneb, men uden Hensyn til noget som helst Teater- personale skildrede sine Figurer saaledes, som de fremstod for hans skabende Fantasi. Der var noget Slaaende i denne idealistiske Vejledning, og da jeg flere end een Gang havde faaet Skam til Tak, fordi jeg havde taget saa- danne lavere Teaterhensyn, besluttede jeg at følge „de virkelige Digteres“ Exempel, og skrive et Stykke uden at tænke paa Rollebesætning og deslige Hensyn. Man maa erindre, at jeg den Gang endnu var meget ung og uerfaren — kun fire Aar gammel som dramatisk Forfatter. Jeg paa­ minder ikke om dette Faktum som et Forsvar, men kun som en Undskyldning for min Over­ tro paa d’Hr. Kritikeres Avtoritet,ti jeg er­ kender nu ubetinget, at man aldeles ikke kan skrive for Teatret uden idelig at have dets Ævner og deres Begrænsning for Øje. Jeg gav mig altsaa til at skrive efter Inspiration og lod mig uden professionel Be­ regning inspirere af de dejlige Folkemelodier, jeg under mine æventyrlige Vandreaar havde