ErikBøghMinFørsteForfattertid

53 mellem en god Rolle og et godt Spil, skulde kunne se Andet, end at det var den udmærkede Skuespiller, man havde at takke for hele Mor­ skaben — det hørte jo til han s Emolumenter og j e g var ikke uskønsom. Derimod havde jeg ikke saa let ved at finde mig i, at han selv var misfornøjet hver Gang, han fik en ny Rolle af det Slags, som hans Naturbegavelse og Ud­ vikling havde givet ham Patent paa, og som han skyldte sit Kunstnernavn. — Naa, det er igen en af de sædvanlige Sprællemænd, som jeg stadig maa gaa og slide i! — sagde han engang, da L ang e gav ham en af disse Roller, og da det blev bemærket, at den var som skrevet for ham, fortsatte han: Ja det skal man oven i Købet være nødt til at høre, ligesom om jeg ikke duede til Andet end at spille Harlekin. Samtidig med, at jeg nød denne ejen­ dommelige Paaskønnelse af mine Bestræbelser for at lægge Rollerne til Rette for de Skue­ spillere, Teatret havde til Raadighed, blev jeg af et Par Bladkritikker gjort opmærksom paa, at det kun var de aller laveste Teaterforfattere, som skrev Stykker, der var beregnede paa en enkelt Skuespillers ejendommelige Personlig