ErikBøghMinFørsteForfattertid

47 det store Spejl, men han hørte til de ugenerte Referenter, der ikke betragter sig som Uved­ kommende, hvor der er noget Nyt at se eller høre, selv om Adgangen dertil er nok saa ud­ trykkelig forbudt, og de Skoser og Drillerier, hvorfor han jævnlig blev gjort til Genstand, lod han, som han ikke forstod. Denne Gang var det Direktøren selv, del­ tog sig af den ubudne Gæst. Han stod just i Værelset tæt ved og var i Færd med at sminke de fem Børn, der udførte Nissernes Roller, da han hørte Davidsens let kendelige Latter inde paa Foyeren. Nu skal han faa Noget at le ad — sagde han og ved Hjælp af et Par Briller og nogle ganske faa Streger med Far ve­ stuppen lykkedes det ham virkelig at give den mindste Dreng — en lille P rice — en for­ bavsende Lighed med Davidsen. Da det var gjort, tog han den lille Fyr paa Armen og bar ham ind i Foyeren, og forestillede ham for N y ­ hedsjægeren som Teatrets allernyeste Nyhed: en ganske ung Skuespiller, der skulde debutere som „Redaktionsnissen“. At denne Presentation blev modtaget med Jubel og Applaus af det hele Teaterpersonale,