ErikBøghMinFørsteForfattertid

— Det maa vist være en Fejltagelse, der bringer Dem til at gøre mig dette Spørgsmaal. Jeg har aldrig set Dem førend i dette Øjeblik, og ved ikke engang, hvem De er — svarede jeg. — Nej desværre! Det er ingen Fejltagelse, — vedblev han. Naar jeg siger Dem, at jeg er Urmager, saa vil De nok forstaa det. — Tvertimod! Jeg veed ikke, at jeg nogen­ sinde har haft noget Mellemværende med en Ur­ mager, hverken Ondt eller Godt. — Er De da ikke Hr. Erik Bøgh? — Jo, det kan jeg ikke fragaa. — Og det er Dem, der har skrevet „Nyt- aarsnat“? — Ogsaa rigtigt! — Ja, da er det saamænd det Stykke, som har forvoldt den Begivenhed, som er blevet saa sørgelig for mig. — Da var Meningen kun, at det skulde more Folk. Er De nu ogsaa ganske vis paa, at De ikke gør det Uret? — Ja, det veed jeg da ganske vist, at var det Stykke ikke blevet skrevet, saa havde jeg ikke mistet den Smule Bestilling, som jeg saa daarlig kan undvære. Lod De ikke det gamle Aar svare Vægterne, der kom for at bære ham