ErikBøghMinFørsteForfattertid

190 og det h avd e h u n ik k e nødig at fo rtæ lle, ti hun ta lte sa a p la t L o lla n d sk som m u lig t — og for en M aaned siden v a r jeg p aa K om e’ie i M aribo, og da gik det p a a en G ang op i t,r m ig, at je g k u ’ ald rig b li’e ly k k elig , n a a r eg ikk e blev S k u esp illerin d e . — H v ad for et S ty k k e v a r det, der hjalp Dem til den O v erb ev isn in g ? — sp u rg te jeg. — Det v a r „K o n g R e n é s D a tte r“. — Og hende sy n te s De sa a godt om ? — Ja, h u n s a a ’ s a a fin u ’, og alt h v a ’ hun s a ’e v a ’ p a a V ers. — H a r De n u b etro et D eres F o ræ ld re , at De vilde gaa. til T e a tre t? — Ja . Men de s a ’e b a re : jæ ’ v ar g ak — Og s a a ? — S a a slou jæ ’ m in S p areb ø sse itu og liste’e m ig om bord p aa D am p sk iu et, som gik til K øb enh avn , for h er h a r je g en Onkel, som er K æ ld e rm an d — det v a r h am , d er fulg te m ig herop . S yge F o lk ta a le r ik k e altid S a n d h ed e n , og den lille P ige v a r m eg et te ate rsy g . Je g trø sted e hend e derfor med, at n a a r hu n k und e væ nn e sig af med at ta le L o lland sk , og vokse

I