ErikBøghMinFørsteForfattertid

189

E n M orgen ring ed e det vo ld som t p aa m in Dør, og da je g aa b n ed e den stod der en M and og en fjo rte n a a rig P ig e ud en for. . — E r det h er, D irek tø ren ved K asin o b o r? —- J a det er. V æ rsaa g o d at træ d e ind! — N ej T a k ! Je g sk a l ik k e sn a k k e med Dem. D et er T ø sen her, d er er b lev et to sset. V æ rs’go’! D er h a r De hende! Med disse O rd skubb ed e h an P ig e b a rn e t n d ad Døren, og løb selv ned ad T ra p p e n . Det v a r en grim lille S tak k e l, der ik k e v a r u d v o k se t endnu. H u n blev sta a e n d e ved D øren med ned- slaaed e Ø jne og snøftede, ud en a t komm e til O rde. E fter at je g h avd e givet hend e en p assend e T id til at sam le sig, b egynd te je g : — De vilde tale med m ig, lod det til, h v is je g fo rstod den M and, som gik. A tte r gjorde h u n en P av se, b ra st sa a i G raad, i det h u n frem hu lk ed e O rd en e: — Jæ velle sa a g ru li’ gæ rn e spille Kom edje. — Det sk a l De ikk e g ræ de fo r — sagde je g trø stend e. — F o rtæ l m ig hellere, hvo rd an De h a r faaet den L y st! — Jeg er fra Lolland — b egynd te hun ,