ErikBøghMinFørsteForfattertid

184 d rag og temm elig æ g te P ato s. D a je g h av d e erk e n d t dette m en b ek lag e t, at de tra g isk e R o ller fo rekom s a a sjeld en t i K asin o s R e p e r­ toire, at vi ik k e h av d e R a a d til a t gag ere en S k u esp iller til dem , løftede h an p a a sin tra g isk e S k u ld e r og sagde g an sk e g em y tlig t: „G en er Dem ik k e for a t sige det re n t ud! Det er d e n n e “ — h e r k lapped e h a n p a a P u k k e le n — „der er i V ejen , m en d e n b rin g e r G eniet P u b lik um til at g lem m e !“ Je g tu rd e dog ikke stole derpaa. E n D ag fik je g B esøg af en sæ rd eles pæn M and i H alv fjerd sern e, der efter en m eg et lang In d ledn ing betroede m ig, at h a n kom for at aflægge en P røv e, m en hv is den ikk e fik til­ fred sstillend e Udfald, udbad h a n sig, a t h a n s m islykk ed e F o rsø g p aa a t blive en g a g eret m a atte blive fo rtiet som en dyb H emm elighed, h v ilk e t je g n a tu rlig v is lovede. D erp aa fulgtes vi hen i T ea tret, der stod tom t, og nu prøvede h an uden Sufflør og uden a t tage F ejl a f et O rd O nk elens R o lle i „S e r Je r i S p e jl“. — S k ø n t der ik k e k u n d e væ re T ale om at eng ag ere en * * *