ErikBøghMinFørsteForfattertid

183 T ea tren e , og h v o r h a a rd t de k an føle sig fo r­ u retted e og fo rnæ rm ed e, n a a r S cenen ik k e s ta a r dem aab en . Je g tø r d erfo r h aab e, at nogle a f de E rfa rin g e r, je g kom til at gøre en Mængde af som T e a te rd ire k tø r, vil h av e i det m ind ste N y h ed e n s In te re sse fo r F le rta lle t a f m ine Læ sere, og je g k a n fo rsik re , at de er fo rtalte uden m ind ste O verdrivelse. B lan d t de M ange, der søgte om E n g a g em e n t m eldte der sig en D ag en Mand med en m eget uheld ig F ig u r. H an v ar nem lig k o rth a lse t og h avd e en iøjefaldende P u k k el p a a den højre Side a f R yggen . Da h a n h avd e frem fø rt sit Ø nske, sagd e je g ham , at der k u n v a r een P lad s ledig, n em lig for en un g E lsk er. „N u j a “ — sv a re d e h a n — det k a n je g og saa g aa ind p aa, sk ø n t m it egenlige F a g er K a ra k te rro lle rn e . Men m aa je g faa Lov blot at sige en Monolog, sa a k u n d e det jo dog væ re, a t De fand t en P lad s til m ig i det alvorlig e S k u e sp il.“ Det m a atte je g finde m ig i, og h an d eklam erede n u en Monolog — hv ilk en h u sk e r je g ikk e — med ualm ind elig in tellig en t F o re- * * *