ErikBøghMinFørsteForfattertid

174

„jeg k u n d e dog ik k e løbe om K ap med T e le ­ g ra fe n “. Je g lod m ig dog ik k e sta n se af h a n s Spot, m en søg te at sæ tte over R e v n en med et d ristig t S p rin g — forgæ v es! — m ine F ø d d er v a r som fastfro sn e til Isen og u n d e r m ine F o d sa a le r følte je g tyd elig t en T eleg rafd ep ech e p assere med k o rte øg lange elek trisk e S tød, m en s m in e R e jse k am m e ra te r fo rsv a n d t i T a a g e n un d er h aa n en d e L atter. Det sidste S tød — det v ar fo rm od entlig D epechens P u n k tum — v ar sa a stæ rk t, at det slog m ig om kuld og derved vaag- nede jeg. F o r at afv en te b ed re V ejr m a a tte vi blive p a a Sp rogø til la n g t op ad F o rm id d ag en , og det v a r fø rst i M ørkning en vi n aaed e N y b o rg , sa a je g ikk e førend silde p a a den tred ie D ags A ften h av d e tilb ag elag t Vejen til Odense. Ved A ften sbo rd et i H o tellet tr a f jeg D ire k ­ tø r B run . Je g v a r g en eret ved at tilsta a, at je g kom for at forlede h a n s bedste S ku esp illere til a t bryde deres K o n tra k te r, hv is de havde ladet sig engagere over den davæ rend e S aison , m en han sp ared e m ig for al Undseelse. . L ad os ik k e tag e S ag en h ø jtid e lig t! sagde h an . De kom m e r n atu rlig v is fo r at købe S k u e