ErikBøghMinFørsteForfattertid

170

— Nej, sa a Dævlen b ræ k k e m ig, om je g gør! — udbrød K ap ta jn M undt. — N a a r M anden sig er os forud, a t vi kom m e r til a t b etale dob ­ belt P ris for et P erso n ale , h v o rm ed vi komm er tilk o rt alligevel, s a a stem m e r je g for, a t vi eng ag ere sa a d a n n e S ku esp illere, som vi k an faa for h alv P ris. K omm er vi sa a tilk o rt, k o ste r det dog k u n en F jerdedel af, h v a d det vilde ko ste med de dyre S ku esp illere. — D ette m otiverede V otum g av m ig en F o r ­ sm ag p aa H r. Ø k o nom id irek tø ren s økonom isk e P rin cipp er, og det ub eregnelig e T id ssp ild , som det vilde ko ste at b ring e h am til R a iso n ved vore frem tid ige F o rh a n d lin g e r. Je g sk al dog ikk e yderligere spilde T id en med h e r at g e n ­ tage den lang e D isput, h v o ru n d e r vi forgæ v es søgte at gøre ham beg ribeligt, at 1 S k u esp iller af fø rste R a n g k an gøre T e a tre t m ere N y tte end 10 S ku esp illere a f tredie, og a t det er en d aarlig ere Ø konom i at købe det S lette billigt end at betale det Gode dyrt. T il sid st gjorde h a n dog den Indrømm else, at h a n for een S k u e ­ spillers V edkomm ende u n d tag elsesv is v a r enig med m ig om : „at h am m aatte vi eng ag ere, det koste hv ad det v ild e.“ Det v ar C h r i s t i a n S c h m i d t , der h av d e