ErikBøghMinFørsteForfattertid

169 væ re T ale om, m en det blev ikk e h ø rt med Ro og R e sig n a tio n , da je g fo rud sagde, a t de S k u e ­ spillere, som vi k u n d e øn sk e a t vinde, rim eligv is havd e K o n tra k t, for flere A a r med deres d a ­ væ rend e D irek tø r og a t det vilde koste os u rim elig m ange P en g e at løskøbe dem fra deres E n g ag em en t. M uligvis v a r de b edste bun d n e ved M u lk ter fo r K o n tra k tb ru d , der v ar lige sa a sto re som deres S aiso n sg ag e, og følgelig ku n d e det blive nødv end ig t a t betale dobbelt sa a m eget for en a f de dy reste K u n stn e re , som h a n for Ø jeb likket h av d e i Gage, og sa a m a atte vi endda væ re belavede paa, at et saaledes d y rekøb t P erson ale, der v a r sam m e n sk ra b e t fra Ø st og V est, ikk e k u n d e k o n k u rre re med L ang es samm en sp illede S elsk ab. D enne F o ru d sig else fik vor økonom iske D irek tø r til at g aa i B e rserk erg an g . Da P ro k u ra to r d’A u ch am p havde h ø rt m in P ro sp e k tu s løftede h an p aa S k u ld re n e og sagd e: „D et er k u n sørgelige U dsig ter, m en vi er jo nødte til at finde os i det U undg aaelig e. Jeg stem m e r for, a t vi give v o r a rtistisk e D irek tø r u b etin g et F u ldm a g t til at engag ere os et S k u e ­ s p ille r-P e rso n a le s a a lidt d aarlig t og sa a lidt dyrt, som det er at f a a .“