ErikBøghMinFørsteForfattertid

148 faldet, „for der kom Manden, der foreviste det“. Vi vilde naturligvis ikke negte os Noget, og da han efter T ak st forlangte saa og saa mange Groschen for at vise os det, var vi villige til at yde vor Skærv, men spurgte blot: om der var langt dertil, da vi ikke kunde høre dets Bulder. „N ej“ — svarede Fosse-Forpagteren, og da vi vilde staa af Vognen, bad han os blive ganske rolig siddende. — Skal vi da k ø re dertil? — spurgte jeg. — Nej, De kan se det herfra“ — svarede han og trak i en Snor, hvorved, en Lem, der dæmmede for Udløbet af en Grøft paa den ene Side af Hulvejen, blev løftet nogle Tommer i Vejret, og en Alen bred Strøm af leret Vand faldt fra 3—4 Alens Højde ned i Grøften ved Siden af Vejen. Det var „der W asserfall“ — unægtelig paa sin Maade det mest overraskende af alle dem, jeg har set. F ra det skønne sachsiske Schweitz fort­ satte vi Rejsen til P r a g , hvor vi tilbragte en Hviledag i Halvmørke under uafbrudt Skylregn. Jeg fik her en Lektion om Vejrets overvejende Indflydelse paa Rejseindtrykkene, i det jeg forlod denne prægtige maleriske Stad med den Indbild­ ning, at det var en modbydelig smudsig, uinter