ErikBøghMinFørsteForfattertid

141 alligevel Mod nok til at spørge, hvilken Aarsag der gjorde det umuligt. Eksellencen tilkastede mig et halvt med- ynksfuldt, halvt fortrædeligt Blik, som om jeg- havde gjort et utilladeligt dumt Spørgsmaal, og oplyste mig om, at for at opnaa et kongeligt Stipendium maatte man have Indfødsret. Ligeoverfor den Sikkerhed, hvormed den lærde Mand paaviste den af mig upaaagtede Hindring, svarede jeg i en undskyldende Tone, at jeg ikke vidste, hvormed jeg havde forspildt denne Ret. Det var at prøve hans Taalmodighed for haardt: „De er jo født i Norge“ — forklarede han belærende — „Deres Fader var Sorenskriver paa Søndmør.“ — Jeg er født ved Nybørs, og min Fader var den Gang Lærer ved Frue Sogns Friskole. Først i 1848 har jeg opholdt mig et Aarstid i Norge — tillod jeg mig at oplyse. Den gamle Vismand var tydelig nok ikke vant til at tage fejl og blive rettet. I en næsten fortrædelig Tone udbrød han: „Ja, men saa er der jo Ingenting i Vejen for, at De kan faa Pengene“ — men efter en lille Pavse fortsatte