ErikBøghMinFørsteForfattertid

131 du synes passer til vor Forening ved „et godt Sindelag“. — Jeg var ikke i den Grad Optimist, at jeg skulde kunne tro paa det gode Sindelags Tilstedeværelse hos hvem som helst, der tages med af Hvemsomhelst. Mine Venners Venner behøver ikke at være mine Venner, og mine Venners venners Venners venner kan gerne være mine personlige Uvenner. Jeg kunde saaledes ikke tro, at et Selskab, hvis Sammensæ tning beroede paa ethvert enkelt Medlems tilfældige Forgodtbefindende, gav nogen Garanti for, at det vilde være velvalgt, eller ret længe kunne bevare denne Egenskab. Imidlertid fik jeg Lyst til ved Selvsyn at gøre Bekendtskab med denne frie Institution og lod mig tage med. Jeg maa dog tilstaa, at baade de frie og de despotiske Vedtægter forduftede efter faa Møder, saaledes at den Beskrivelse, jeg fra først af havde faaet, inden kort Tids Forløb kun havde Gyldighed som et af de Oldsagn, ethvert Samfund bevarer om sin „T ilblivelse“. Men i hin gyldne Tid var „det gode S indelag“ et meget morsomt Selskab. JNfaar P h i s t e r og R o s e n k i ld e fortalte deres Ungdomsæventyr, og især naar C a rl 9*