ErikBøghFraMineUngeDage

Opoffrende og resignert, Saa det er mer end rørende: Hun taaler Alt, selv Haan og Tort. Tit har jeg jaget hende hort Om Morgenen med Skam og Skænd, Og næste Kvæld stod hun igen Og nynned udenfor min Dør Saa kærlig og saa mild som før. Og hvad var saa den Løn, hun fik? Et fattigt ledigt Øjeblik, Som altid ved sit Komme hun Forvandled til en Glædesstund! Derfor til Trods for den Estime, Kan Du vel sagtens nok forstaa, At hvad hun her har foreskrevet, Kun slet er hlevet efterlevet, Og at p r o fo r m c i blot den Smaa Er jaget ud i Overdrevet! Jeg sad i Aften ganske ene — Det hænder tit En Eremit! — Hvem skulde gøre mig Visit? Jeg var aldeles paa det Rene Med Skæbnen om, at uden Gæst Jeg skulde ende Dagens Fest, 45* Som e x o ffic io jeg maa Udvise mod min Legitime,