ErikBøghFraMineUngeDage

2 2 2

Men D igtene? — „Ja, han sagde rigtignok Noget om nogle D igte“ — svarede T jeneren — „men det for­ stod jeg ikke rigtigt, for han havde saa trav lt.“ Af den Maade, hvo rpaa lian søgte at snakke sig fra S agen, saa’ jeg , at han baade var en fiffig og forstandig Karl. „N aa saaledes,“ — sagde jeg med et for- staaende Smil. — „H an h ar sm idt dem væk? Sig det kun rent ud, saa slipper jeg for at lohe lier tie re .“ „N e—e—ej — sm idt dem væk, det h a r han vist in te “ — svarede T jeneren alvorlig — „men n aa r De vil vide, hvad j e g tror, saa h a r han f o r l a g t dem, og det for meget længe sid en !“ „Saadan kan det jo ogsaa fo rk lares!“ — indrømmede jeg og takkede for god Besked. I Begyndelsen syntes jeg, det var ufor­ svarligt saaledes at „forlægge“ en ung F o r­ fatters „haahfulde A rbejder“, men nu er jeg ham taknem lig for den Maade, hvorpaa han blev m in „Fo rlæ gger“.