ErikBøghFraMineUngeDage

179 H vor skal je g finde Dig, m in Sjæ ls V eninde?

H v or skal je g søge D ig p a a V erdens 0 ? E n enlig S ang er ga ar je g her iblinde, V eed ej, hvad L ivet er — og k a n ej dø. De havde ikke nogen bestemt Adresse og var kun som spontan Lyrik forærede til en ung Dame, der nærmest syntes mig passende til Genstand for mine forlorne Længselsudbrud, og de gjorde fortjent Lykke: hun fandt Poe­ sierne rørende, tilsmilte mig sit Bifald . . . og forlovede sig med en Prosaiker — men jeg kunde fremdeles „ikke dø“. Som jeg senere erfarede, havde mine Vers dog gjort en vis Virkning. En af mine Kam­ merater havde faaet Afskrift af dem, sat sit Navn under dem og under behørig Adresse af­ sendt dem et for et til sit Hjærtes Dame, der bevæget af den udsukkede „Liebesnoth“, lyk­ saliggjorde ham med sit Ja. At-Lykken ikke varede længere, end til hun opdagede Plagiatet, var jo ikke deres Skyld. Tiden gik og Demissionseksamen kom. Den fik ikke noget heldigt Udfald for mine to studerede Kammerater, der begge maatte nøjes med anden Karakter — og som Følge deraf blev satte i den Nødvendighed at maatte være Hjælpe­ i r