ErikBøghFraMineUngeDage

166 af min Morbroder, men af den gamle Frues venlige Tilbud vilde jeg nødig gøre Brug, og da jeg, hvis jeg ikke skulde falde hendes Vel­ gørenhed til Byrde, vilde være nødt til at underkaste mig en total Omvendelse, der stred mod alle mine Tilbøjeligheder, saa havde jeg -ikke Andet at gøre, end at sætte mine Ævner paa en dristig — maaske dumdristig Prøve. Jeg gik atter til Forstanderen og fortalte ham, at jeg nu havde faaet Penge til næste Aar, men at jeg hverken kunde opnaa et større Laan eller turde gøre en større Gæld. „Naa, ja ja, saa maa det jo være Dem saa meget mere magtpaaliggende i det kommende Aar at underordne Dem den bestaaende Tingenes Orden, saaledes, at der næste Gang kan tilfalde Dem en Friplads“ — bemærkede Forstanderen. „Det tør jeg desværre ikke løbe an paa. Hvad der er hændt mig denne Gang, vil lige saa godt kunne hænde mig næste, og saa er jeg nødt til at rejse herfra med Gæld“ — svarede jeg. „Hvad har De da betænkt?“ — spurgte han forundret. „Jeg vil bede om Tilladelse til at tage Opflyttelseseksamen med den næste Klasse, der