ErikBøghFraMineUngeDage

147

var for ham en saadan Bagatel, at det aldrig kunde falde ham ind at notere Opgaven. I et Nu, som ved Inspiration, havde han Facit, og han tog aldrig fejl. Derimod var det ham i Begyndelsen af det første Læreaar fuldstændig umuligt at gengive en Smule af, hvad han havde læst og lært, med egne Ord. En af Eleverne i ældste Klasse blev kaldt „Digteren“. Han havde nemlig en forbavsende Færdighed i at skrive Vers. Naar han satte sig til at skrive et Rimbrev eller et Lejligheds­ digt, løb hans Pen med en saa ustandselig Hurtighed hen over Papiret, som om det var en Skrivemaskine, der var i Virksomhed, og de Vers, han producerede med en saadan Lethed, var altid korrekte — saa regelrette, som kun Maskinarbejde kunde være. Men stort Mere end Fabriksarbejde blev hans Digtning vist heller ikke — i alt Fald vandt et Par Sam­ linger af hans Smaadigte, som han senere ud­ gav, ingen Bekræftelse paa hans tidligt er­ hvervede Digternavn. Lige saa forskellige som mine Kammerater var i Begavelse, var de i Alder og Temperament. Skønt Loven havde fastsat bestemte Alders­ grænser for deres Antagelse, var der ved særlig 10 *