ErikBøghFraMineUngeDage

1 2 0 kunde have Lyst til at overtage en lille Plads hos ham som hans Skriver og at være ham behjælpelig med hans lille Søns Undervisning, og hvad der for Resten forefaldt? „Nu kan Du betænke Dig derpaa og raadføre Dig med Dine Foræ ld re!“ — sluttede han. Det Sidste gjorde jeg paa en Maade, det Første slet ikke. Jeg løb straks ind og for­ talte min Moder, hvilket Tilbud jeg havde faaet, og spurgte: hvornaar jeg kunde være udstyret til R ejsen? — Det kunde snart være gjort! Fader rystede paa Hovedet. H an syntes ikke om den Plads. „Hvad skal d en føre til? “ — sukkede han med fuld Føje. „A t jeg kommer ud i Verden!“ — svarede jeg nok saa kæk. — „Jeg kan ikke holde ud at gaa her hjemme og drive!“ „Jeg er bange for, at Provsten venter mere af Dig og vil fordre mere af Dig, end Du kan opfylde. Han er en meget b r a v , men m e g e t stræng Mand, og Du har endnu ikke lært at skikke Dig i V erden!“ — vedblev han, lige­ ledes med god Grund. „Men det lærer jeg aldrig her hjemme, og læres skal det jo “ — mente jeg og for­ sikrede, at jeg slet ikke var bange for, at der