EnUtopistsHistorie

137

som om Louis Pio aldrig havde levet; blandt Proletarerne var Idealismen uddød, og i Bour­ geoisiet var den ikke født. Den aandelige Fattig­ dom kunde føles større end den materielle. Og for at dække over Elendigheden havde man lavet en Række nationale Festdage, paa hvilke den offentlige Moral fejrede sig selv med store Velgørenhedsorgier. Alle de mange Frelsens Hære havde hver deres Dag; der var en til Redning af Børn og en til Redning af Journalister; der samledes ind til Drankere og til Hedninger, og de største Indsamlere fik overrakt et Oliemaleri af sig selv fra taknemmelige Medlemmer af Me­ nigheden, eller endte i Tugthuset. Saadan omtrent var mit Indtryk da jeg kom hjem. De Aar jeg havde været ved Social-Demo- kraten forekom mig indholdsløse. Paa den anden Side fortrød jeg ikke at jeg i 1884 havde af- slaaet Hørups Tilbud om Posten som Redak­ tionssekretær ved Politiken; han mente selv at jeg maaske kunde gøre nok saa megen Nytte ved Socialen, hvor jeg havde faaet anbragt hans Grundlovstale det Aar han stod uden Blad. Pressen drev allerede i Hørups Levetid over i Avertissementets Tegn; der kræves ikke længer en Overbevisning, men en Indtægt. Betegnende er det at da Social-Demokraten omsider blev Regeringsorgan, kom Nationens ansete Navne løbende og bad om Plads i Bladets Spalter, alle