EnUtopistsHistorie

112 af Pariser-Kommunen, hans Efterfølgere foretrak Stemmesedlen fra Berlin; derfor staar der ingen Skræk om den danske Arbejderbevægelse mere, men Borgerskabet allierer sig roligt med den. Hvis Kongen skulde falde paa at spørge: Hvad vil egentlig disse Socialister? — kan man svare: Ingen Ting, Deres Majestæt! Mindesmærkerne paa Assistens over faldne Førere vækker maaske en dansk Vælgers Begejstring, men det er Kom- munardernes Mur paa Père La Chaise Kirke- gaarden i Paris der er den internationale Arbej­ derbevægelses historiske Monument. Jeg har set Louise Michel. Det var da hun kom hjem fra Landflygtigheden; hun holdt Tale paa et Møde oppe i Montmartre og gik ikke mere paa Akkord med de Rige end Bibelen gør det. Saa stod en Blusemand frem og sagde hende Tak for alt det hun havde ofret for de Smaa i Samfundet; han fortalte hvordan hun havde delt Kaar med dem, hvordan hun en Dag pegede paa en Bagerbutik og sagde: I er sultne, jamen der er jo Brød, tag det! Han fortalte om Politiet der fængslede hende, Domstolene der dømte hende, og den gamle Pige, »den eneste Jomfru i Paris«, sad og hørte beskedent til. — Louise, sagde Blusemanden til Slut, maa jeg kysse dig paa Kammeraternes Vegne? Han gik hen og slog Armene om hende og satte et Kys paa hver af hendes furede Kinder,