EnLykkeligTid

92 var da til Charlottenlund. Hvorpaa jeg fik et ly* nende Ø jekast og en skarp Formaning om for Frem* tiden at gaa paa mine Ben saadan en Stump Vej! Svært fornøjelig var hun iøvrigt, den gamle; hun havde et U tal af A nekdo ter at opvarte med — mest fra sin Yndlingskonge, Frederik VI.s Dage. Og hun hørte til dem, der bestem t troede paa den gamle Krønike, at Enkedronning Juliane’Marie havde ladet Kongens mange Drengebørn ombringe eller forby tte med dødfødte, for at hendes eget Afkom, »Pukkel* prinsen«s, (saadan kaldte hun A rveprins Frederik) kunde komme paa Tronen. Som før bemærket: Jeg elskede Nørrebro . Og m idt i H je rte t af denne Bydel boede et Menneske, som næsten kom til at betyde for mig selve Nørre* bros Sjæl. Den, jeg tænker paa, var en gammel fattig Kone, Madam Rasmussen hed hun; sin Bolig havde hun i et lille Hus i Nørrebrostræde, der støder ud til Nørrebrogade. Huset — eller snarere den lille Rønne — hører til de ældste Bebyggelser paa Nørrebro , det rummede nogle smaa Stuer, der laa lidt under Gaden, uden at være Kælder, med et bitte Køkken. Jeg skriver: Huset hører, thi mærkværdig nok har det faaet Lov til at ligge endnu, allerede for over tredive A ar siden hed det sig, at det skulde falde, men en forunderlig Skæbne har bevaret det, nu bru* ges det vistnok til Værksted. Her boede altsaa Madam Rasmussen. Hun hav* de fundet Vej til min Bedstemoder, medens denne