EnLykkeligTid

86 da hun skulde hente sin Mand paa Teatre t, og min Fader vandrede saa lidt rund t med mig for til Slut at standse og sige med megen Alvor: — Nu staar Du p aa Det kongelige T eaters Scene! Og jeg fik sam* tidig at vide, at den Dekoration, som omgav mig, var til »Wilhelm Tell«. Alvoren, min Fader talte med, sm ittede mig, og skønt jeg neppe var mere end fem Aar, saa husker jeg, bogstavelig som var det for en Time siden, min V isit paa T ea tre t — kun én Gang senere har jeg været paa Scenen, det var, da den nye Belysning til Rundhorizonten var indstalleret, men til T rods for alle de dejlige Skyer, Nord lys og andre Himmelfænomener, man ved samme Lejlighed saa’, mærkede jeg ikke den Betagelse, som greb mig, idet min Faders O rd lød: — Nu staar Du paa Det konge* lige T eaters Scene! D et var hans egen Ærbødighed for Stedet, som overførtes paa Sønnen. Det var et forholdsvis gammeldags Hus — et af de første af det nye N ørrebros — min Bedstemoder be* boede i Evaldsgade. En T id kom jeg til hende hver Lørdag Eftermiddag, naar Skolen lukkede og blev til Søndag Aften. Og i mindre Ferier, særlig Efteraars* ferien paa tre Dage og Juleferien, blev jeg ofte i Byen, naar Forældrene og min Broder Knud tog til Beckers paa Højagergaard, og boede da hos min Bedstemo* der. Og vi to havde nok at gøre, der var saaledes vore Museer, som skulde gennemgaaes. Særlig »Etnogra* fisk Museum« i Prinsens Palæ — som jo iøvrigt er enestaaende i Europa — kunde jeg ikke blive træ t af, men jeg m aatte ogsaa pænt følge med paa de andre,