EnLykkeligTid

85 om at sparke til en Bold eller slaa hinanden paa Snuden. Vi kom imidlertid hjem igen, og A ftenen gik paa mere behagelig Maade. Axe l Madsen og jeg fik talt ud om hans Fugle — og jeg kom straks til at holde af den fine, stilfærdige, men dog saa lunerige Mand, der endelig førte an i nogle Ordsprogslege, som vi alle morede os med — den A rt af Lege forstod jeg, men Fodboldspillet var mig inderlig imod. I Drengeselskabet var ogsaa en ung Gæst, som interesserede mig, den eneste jeg overhovedet lagde Mærke til, det var Poul Reumert, han forekom mig af en ganske anden Støbning end de andre, men al for voksen og overlegen. Jeg tro r ikke, vi den Aften vekslede Ord. Og saa skulde vi dog mødes en 4—5 Aar efter i Skolen og et Venskab for Livet blive Resultatet heraf! Hos Madsens — eller rettere paa Fælleden — traf jeg ogsaa første Gang Elith Reumert. Han kom — hvad der dengang vakte Opsigt — cyklende ud for at se paa Drengeselskabet. Men Elith Reumert betragt tede jeg ogsaa med megen Interesse. Han og Axe l Madsen, det vidste jeg selvfølgelig, var begge kny tte t til det mærkelige dejlige Hus paa Kongens Nytorv, hvor ogsaa min Fader havde sin daglige Gang, men som jeg ikke maatte komme i, før jeg var fyldt 10 Aar, saa skulde jeg hen at se »Elverhøj«, det var bes stemt lovet mig. Jeg havde ganske vist været der én Gang, og jeg havde ovenikøbet været paa selve Sce? nen; en Dag havde min Moder nemlig taget mig med,