EnLykkeligTid

67 skulde studeres, saasnart den for mig dejlige Skarla* gensfeber var overstaaet. Men Æ ven tyrene slap jeg alligevel ikke. Særlig i Ferierne kunde jeg dyrke dem, og min Fader havde dem jo alle. Min Farmoder skylder jeg dog Kendskabet til H. C. Andersen, hvem hun elskede enthusiastisk; fra jeg var ganske lille, læste hun hans »Æventyr og HF storier« op for mig. Og fra jeg selv kunde stave mig gennem en Bog til den Dag i Dag, er disse den bedste Literatur, jeg ved. Nu — endelig — i dette Aarhundrede synes de Danske at have forstaaet, hvem Andersen egentlig var; men jeg erindrer fra mine Drengeaar at have hørt overbærende Udtalelser om »den barnlige Sjæl« og »Børnebogsforfatteren« (!) H. C. Andersen, der ogsaa som 65*aarig, verdensberøm t Digter i Novem* ber 1870 sad i sin lille Stue i Tordenskioldsgade 17 og ærgrede sig over, hvad hans Landsmænd skrev af nedsæ ttende om hans nysudkomne »Lykke*Peer«. Særlig fo rb itret følte han sig over Kritiken i »Fædres landet«, Carl Plougs Blad (!!). . . . Tillige var mine Yndlingsboger Oehlenschla* gers og C. Molbechs Æventyrsamlinger, henholdsvis fra 1816 og 1843. De havde ogsaa begge været min Faders Barndoms* og Ungdoms Læsning, og han har ofte fortalt mig, at mange af Fortællingerne havde fo rsty rre t hans Søvn — ligesom jeg selv en Overgang stadig drømte om Hexe og Spøgelser og blev mørke* ræd. Særlig i Molbechs Samling var et irsk Æ ven tyr