EnLykkeligTid

62 Knuden, betaler Portvinen, beordrede Mantzius og tilføjede, dette Spil kalder man at p lu k k e ! Ja, her kommer et uskyldigt, men dog ikke helt høvisk, Ord, som min Pen kun vil skrive med Prikker. Hvem der plukkede — Knuden, kunde min Fader ikke huske, men det var dog ikke Mantzius, det erin? drede han! Min Fader havde en H istorie til om Mantzius , som han gerne fortalte, min Fader har ikke selv? oplevet den, og muligt er det, at andre ogsaa kender den, imidlertid lyder den saaledes i al Korthed: Mantzius var kommen til Jylland og skulde læse op i forskellige Byer. En Aften, da han kom til en ganske lille Købstad — min Fader nævnede altid Ebel? to ft — havde Mantzius i Dagens Løb »plukket alt for mange Knuder«, saaledes at han, efter at være be? gyndt paa sin Oplæsning, viste sig saa temmelig uegnet til at fængsle et Publikum, han afbrød sig selv, han læste forkert, og værre og værre blev det, idet Publikum efterhaanden fniste, snakkede med eller ren t ud forlangte: »Afslutning«. Det hele tegnede til at blive en Skandale! Med ét holdt saa Mantzius op i sit Æ ven ty r eller sin Deklamation. Med den dybeste Foragt saa’ han ud over sin Tilhørerforsamling og slyngede den i Hovedet: — For at tage her til — Ebeltoft og læse hø jt maa et Menneske jo være gal eller fuld. Jeg har valgt det — sidste! Og dermed forlod Mantzius Talerstolen, men Publikum klappede, og senere paa Aftenen — derom er der næppe Tvivl — har Mantz zius nok fundet sig til re tte med en Del af det mand? lige Borgerskab.